www.dragsdahl.dk                                 Hjem

Trykt i Information 9. februar 2008

 

En bøddel og hans håndlangere

 

Den danske regering vendte det blinde øje til, men nu har USA indrømmet tortur

Af JØRGEN DRAGSDAHL

CIA’s direktør Michael Hayden fortalte i tirsdags Senatets efterretningsudvalg, at simuleret drukning, waterboarding, i 2002 og 2003 blev anvendt under forhør af tre Al Qaeda-fanger – Khalid Sheik Mohammed, Abu Zubaida og Abn a-Rahim al-Nashiri. Som avisen Washington Post fredag konstaterede på lederplads er der med denne indrømmelse ikke længere tvivl om, at præsident Bush har godkendt tortur.

Teknikken i forbindelse med simuleret drukning er, at en fange bindes, klæde lægges over hovedet, fangen lægges med hovedet nedad, hvorefter der hældes vand over næse og mund. Fangen får dermed en klar fornemmelse af, at druknedøden er nær. Dødsangsten gør så fangen samarbejdsvillig.

Gennem århundreder har civiliserede lande anset simuleret drukning for tortur. Japanske soldater, som anvendte metoden mod fangne amerikanske soldater, blev af USA anset for krigsforbrydere. Under Vietnam-krigen vakte billeder, som dokumenterede denne tortur af vietnamesere, skandale. Og for ganske nyligt sagde den øverste direktør for amerikanske efterretningsvæsener, Mike McConnell, til magasinet The New Yorker, at hvis han blev udsat for simuleret drukning, ville det være tortur. "Hvis jeg fik vand hældt ned i min næse, åh Gud, jeg kan ikke forestille mig, hvor smertefuldt, det ville være! Uanset om det er tortur ud fra andres definition, så ville det for mig være tortur".

McConnell har ikke dementeret dette citat. Han lod blot en talsmand forklare, at "USA begår ikke tortur. Vi anvender kun forstærket forhørsteknik". Talsmanden i Det Hvide Hus har efter Haydens afsløring forklaret, at simuleret drukning anses for en lovlig teknik, og at præsident Bush måske også i fremtiden vil give bemyndigelse til anvendelse.

En talsmand for menneskeretsorganisationen Human Rights Watch erklærede, at Haydens indrømmelse udgør en milepæl i debatten, idet "næsten enhver juridisk myndighed i USA anser simuleret drukning for tortur og en forbrydelse".

Moralsk skred

Ved denne milepæl kan man så se tilbage – ikke mindst på den danske regerings ageren i denne sag. Det er muligt med et besøg på Folketingets hjemmeside. Under "søg" skal man bare taste "tortur", og derefter gennemgå Folketingets samlinger siden 2002/2003. Hvis man tror på, at regeringen har værdier, som den vil kæmpe for, er det ikke en rar oplevelse.

Den 30. april 2003 forsøgte Enhedslistens Line Barfod sig eksempelvis med et spørgsmål til udenrigsministeren. Hun ville gerne vide, hvordan man kan sikre sig, at fangerne på Guantanamo ikke udsættes for tortur. Per Stig Møller satte sin lid til Røde Kors og henviste desuden til, at New York Times i en artikel havde afvist, at tortur sker på Guantanamo. Ministeren erklærede, at "jeg er temmelig sikker på, at USA naturligvis heller ikke udøver tortur". Og lidt senere. "Jeg er imod tortur, USA er imod tortur, og hvis vi hører, at der bliver anvendt tortur, vil vi også reagere på det".

Det er undskyldeligt, at ministeren på det tidspunkt var uvidende. Skrigene fra den samtidige tortur kunne ikke høres i København. Men et år efter fjernede generalsekretæren for Dansk Røde Kors regeringens alibi, da han i et anklageskrift mod regeringen fastslog, at man med tilsidesættelse af Geneve-konventionerne har "sat scenen for krigsforbrydelser". Han pegede endvidere på "et moralsk skred i de civiliserede og demokratiske staters vilje til at efterleve og respektere de grundlæggende humanitære regler".

Aggressivt svar

I de følgende måneder strømmede afsløringerne i en lind strøm. Anonyme CIA-officerer gav detaljeret beskrivelse af, hvordan tortur var og blev udøvet. Men den 9. november 2005 havde statsminister Anders Fogh Rasmussen stadig intet hørt. Som svar på spørgsmål fra Enhedslistens Rune Lund og Frank Aaen kaldte han alle forlydender for "løse avisrygter", og dem kan en "ansvarlig regering" ikke lægge til grund. Vi har, sagde han, "ikke nogen som helst grund til at formode, at der skulle være uenighed mellem den danske regering og den amerikanske i afstandtagen fra enhver form for tortur".

Det mest bemærkelsesværdige ved statsministerens indlæg var den aggressivitet, som han udviste imod spørgerne. Han fandt, at "Enhedslisten er meget mindre optaget af terroristers virksomhed og af den tortur, der i sin tid fandt sted i Saddams fængsler, end Enhedslisten er optaget af at kritisere USA. Men det er der altså ikke noget nyt i, sådan har det altid været, sådan har det været historisk set, og sådan var det under den kolde krig. Man var altid imod USA og allieret med den anden side. Sådan har det altid været; det er ikke noget nyt under solen".

Det er klart, at en regering skal have vægtige grunde til kritik af en nær allieret. Men forløbet kunne rejse et par spørgsmål. Hvad har regeringen eksempelvis modtaget af indberetninger fra sine ambassader i denne sag? Har den taget nogen initiativer til undersøgelse af "løse avisrygter"?

Der er mange gode grunde til disse spørgsmål. En af dem er, at Danmark spillede en ledende rolle, da en tillægsprotokol til FN’s torturkonvention blev vedtaget i december 2002. Den skulle sikre inspektion af steder, hvor mennesker holdes indespærret, så tortur kunne forebygges. USA var imod vedtagelsen. Fordi protokollen ikke er trådt i kraft, hviler ansvaret for konventionens overholdelse tungt på alle landes egne skuldre. Man skal og bør overvåge hinanden.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.


www.dragsdahl.dk