www.dragsdahl.dk                                 Hjem

Trykt i Information 19. december 2007

 

Bush har fortjent ros for Iran-rapport

 

Amerikanske efterretningstjenester er blevet styrket af kritik og vidtgående reformer

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Ha, ha, lyder det fra pegefingrene: Når amerikanske efterretningstjenester siger, at et land udvikler atomvåben, så kalder venstrefløjen påstanden utroværdig. Når tjenesterne siger, at et land ikke udvikler atomvåben, så mener venstrefløjen straks, at påstanden er troværdig.

Denne "analyse" af reaktionen på rapporten, som konkluderede, at Iran stoppede sit atomvåbenprogram i 2003, huserer med mange variationer i danske og internationale medier. Ofte suppleres den med spekulationer, som fokuserer på efterretningstjenesternes mulige motiver: De ville med en opsætsig rapport hævne sig på præsident Bush. Eller, ganske modsat: Rapporten skal med frikendelse af Iran sørge for, at Bush har et problem mindre.

Fordi efterretningstjenester arbejder under et slør af hemmeligholdelse, er det forståeligt, at mange griber til konspirationsteorier, når deres indsats skal vurderes. Det "sjove" er, at spekulanterne samtidigt ofte ser bort fra de kendsgerninger, som faktisk er tilgængelige.

Da præsident Bush kommenterede Iran-rapporten på et pressemøde, leverede han en vigtig nøgle til forståelse af den. Måske fordi præsidenten var så åbenbart i defensiven, blev han på det punkt stort set ignoreret. Bush forklarede rapportens overraskende konklusion med, at reformer i tjenesternes arbejde, har sikret, at de nu kan levere bedre produkter. Præsidenten har formentlig ret, og han har selv en stor del af æren.

Nøgle med kritik

Nøglen er en rapport, som blev offentliggjort den 31. marts 2005, og som var udarbejdet af en kommission udnævnt af Bush. Den beskrev, hvorfor efterretningstjenesterne tog fejl i forbindelse med Irak. Men dens helt overordnede værdi er en analyse af, hvor grueligt galt det kan gå, når myter får overtaget, og grundlæggende værdier, som demokratier bygger på, bliver skubbet til side. Rapporten udgør en lærebog for enhver, som arbejder med informationer.

Kernen i den er en dokumentation for, at efterretningssystemet blot ledte efter bekræftelse af, hvad man allerede troede, måtte være sandt. "Alt for beredvilligt" accepterede tjenesterne "ethvert tegn, der støttede deres teori om", at Irak havde masseødelæggelsesvåben, og "de bortforklarede eller ignorerede ganske enkelt tegn, som pegede i modsat retning". Man fremhævede især, at Rasmus Modsat er uundværlig, fordi han går imod myter, giver demokratiet liv og sikrer, at institutioner er effektive.

Det er denne kommissions anbefalinger, som var vejledende i processen, da man arbejdede med Iran-rapporten, og det har utvivlsomt også hjulpet, at nogle tjenester har fået nye, meget professionelle, ledere.

Flere eksperter, som er kendt for kritik af efterretningstjenesterne, fremhæver, at de er blevet forbedrede. Thomas Powers, som har skrevet adskillige bøger om sikkerhedsproblemer, konkluderer således, at "reformerne i efterretningsvæsenet fungerer åbenbart", og han peger på, at de nu er bedre beskyttet imod politisk pres. En af de mest troværdige eksperter i det normalt kritiske miljø, Joseph Cirincione, ser i Iran-rapporten "et meget lovende tegn på, at professionalisme og integritet er vendt tilbage til efterretningstjenesterne". Bush-regeringen er "døende" påpeger han, og det har medført, at regeringens institutioner, embedsmændene, kan hævde deres institutionelle magt.

Tilføjes kan det, at også på andre felter leverer tjenesterne nu analyser, som er ubekvemme. Når det gælder Afghanistan fremhæver de eksempelvis, at udviklingen går langt værre, end militæret hævder.

Nye brikker

Efterretningsanalyse er ikke en naturvidenskab. Resultaterne er næsten altid diskutable, og bygger på en ufuldstændig mosaik med brikker, som hurtigt kan blive overvældet af nye. I forbindelse med Iran-rapporten har man, ifølge en række amerikanske aviser, modtaget informationer, som ændrede helhedsindtrykket fundamentalt.

For det første har kontorer, som følger Iran, fået flere ressourcer – Bush skar absurd nok kraftigt ned i Iran-arbejdsgruppen, som CIA havde udviklet under præsident Clinton, idet man overførte dens ressourcer til andre opgave.

Dertil kommer, at CIA i 2005 startede et projekt, som skal opmuntre iranske våbeneksperter til at forlade landet. Så forsinkes Irans bestræbelser og man får selv bedre informationer. Indsatsen er også blevet forbedret gennem aflytning og opsnapning af dokumenter, blandt andet iranske eksperters og lederes interne kommunikation.

De politiserende pegefingres og andre spekulanters teorier skydes endeligt i sænk af den kendsgerning, at hverken Iran-rapporten eller dem, som hilser den velkommende, hævder, at Iran ikke længere udgør et problem. Man påpeger, at der er et stort behov for, at den internationale atomenergikommission IAEA får bedre adgang til kontrol med Irans atomprogram, og at dette program, som satser på fremstilling af beriget uran, altid vil udgøre en trussel, fordi det kan bane vej for fremstilling af atomvåben. Men i så henseende udgør Iran ikke en enestående trussel.

En analyse af kommissionsrapporten fra 2005 kan læses i Jørgen Dragsdahls artikel Rasmus Modsat er helt uundværlig. Selve rapporten er på www.wmd.gov/report.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.


www.dragsdahl.dk