www.dragsdahl.dk                                 Hjem

Trykt i Information 23. november 2007

 

NATO fortsat på taberkurs i Afghanistan

 

Trods alliancens militære sejre vokser Talibans indflydelse, hævder flere rapporter

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Næsten 6.000 afghanere er blevet dræbt i år, og – formentlig – er størstedelen fra Taliban. Det er en rekord. Men alligevel er NATO på taberkurs og Talibans tilstedeværelse er voksende, fremgår det af en ny rapport fra Senlis Council, som nøje følger udviklingen i landet.

Det tilsyneladende paradoks udstiller reelt behovet for en vidtgående ændring i NATO’s strategi. Budskabet i rapporten er, at de vestlige styrker bør ændre fokus fra kamp mod fjenden til en indsats, som forbedrer afghanernes livsvilkår.

Men er det ikke lige netop, hvad NATO selv siger? Jo, og det har man sagt lige siden alliancen i 2006 rykkede ind i landets sydlige dele. I praksis har man imidlertid gennemført en på det nærmeste konventionel krig, som skal knuse Taliban med militær magt. Forskellen mellem erklærede hensigter og den faktiske adfærd er blevet så grotesk, at selv amerikanske officerer nu i militære fagblade klager over NATO’s håndtering af konflikten – lettere ironisk, fordi amerikanerne ofte er blevet beskyldt for at lægge for stor vægt på de rent militære aspekter.

Til alliancens forsvar kan anføres, at genopbygning og humanitær bistand er svær, hvis der ikke først er skabt sikkerhed. Men i kamp mod oprørere er det afgørende, at befolkningen mærker fremgang på trods af usikkerhed, og den opgave har NATO ikke fået løst.

Udvidet kontrol

Ifølge rapporten fra Senlis Council er der nu "en permanent Taliban tilstedeværelse" i 54 procent af Afghanistan. Dette område dækker den sydlige del af landet. Men desuden har Taliban en "betydelig" tilstedeværelse i andre 38 procent af landet. 8 procent har kun ringe tilstedeværelse.

Nogle medier har fået den opfattelse, at Taliban "kontrollerer" 54 procent af landet. Der er imidlertid væsentlig forskel på "kontrol" og "tilstedeværelse" – sidstnævnte er mulig, selv om både NATO og den afghanske regering har styrker i området. Men rapporten slår fast, at Taliban rent faktisk kontrollerer "enorme" landområder, distriktscentre og vigtige veje. I væsentlige dele af landets sydlige dele er Taliban "de facto" regeringsmagten med kontrol over den lokale økonomi og infrastrukturen. Dertil kommer en "betydelig" psykologisk kontrol, og Taliban opnår større og større politisk legitimitet.

Hvordan ved Senlis Council så det? Organisationen er formentlig den eneste NGO’er, som har en landsomfattende repræsentation. Desuden har den med en stribe rapporter i de seneste år opnået en del troværdighed i nyhedsmedierne. Nogle af organisationens vurderinger svarer til, hvad nødhjælpsorganisationen Oxfam skriver i en rapport, som også lige er udkommet.

For et par uger siden udgav den amerikanske forsker Anthony Cordesman fra Center for Strategic and International Studies i Washington en rapport, som ikke er ret meget mere optimistisk i sin vurdering. Han gengiver en opinionsundersøgelse fra oktober, som ikke tyder på, at Taliban er en populær bevægelse, og ifølge tallene har langt de fleste afghanere også en positiv holdning til de udenlandske styrker. Men ellers er han på linje med Senlis Council i kritikken af NATO og USA. Og Cordesman har høj troværdighed, også i vestlige militære kredse.

Cordesman konstaterer, at Taliban "tilsyneladende" stadig trods NATO’s militære sejre udvider sin kontrol med den politiske samt økonomiske udvikling og selve landbefolkningen. Han antyder også, at det ikke går helt så godt, som NATO hævder, og at der er et fravær af "meningsfulde" officielle rapporter om, hvad der sker. Ja, i en opsummering af en sejrs forudsætninger skriver han direkte: "Lyv ikke for os selv, parlamenter og befolkninger".

Kabul truet

Rapporten fra Senlis Council, som er på over hundrede sider, indeholder mange væsentlige iagttagelser og anbefalinger:

Der er "alvorlig fare" for, at Taliban igen tager magten. Bistanden til civile har været underfinansieret og har ikke ændret befolkningens kår. Økonomisk utilfredshed er drivkraften bag en "græsrodsbevægelse", som er allieret med en hård kerne af militante islamister. Kampmetoder, som har vist sig effektive i Irak, importeres, bl.a. via stadigt flere udenlandske guerillasoldater. Rapporten påpeger, at NATO’s militære offensiver ikke følges op, fordi man ikke kan bevare kontrollen med erobrede områder. Og endelig hævder man, at det ikke er et spørgsmål "om" Taliban igen kan operere i hovedstaden Kabul; det er et spørgsmål om "hvornår" og "under hvilken form".

Mellem anbefalingerne er, at NATO bør fordoble sin styrke til 80.000 soldater, og at militæret bør tage ansvaret for, at nødhjælp når frem og genopbygning sker. Det anbefalede styrketal bygger mindre på en vurdering af behov end på, hvad man realistisk kan forlange af NATO. Langt større antal er nødvendige, hvis man skal være i overensstemmelse med, hvad eksperter anbefaler.

Endelig lægger både Senlis rapporten og Cordesman op til, at det ikke længere er en "afghansk konflikt". Det er en regional konflikt, fordi Taliban også står stærkt i Pakistans pashtun-befolkning, men hverken NATO eller den pakistanske hær kan fjerne dette bagland. Som bekendt har Pakistan for tiden en del problemer, som ikke varsler, at det regionale aspekt vil blive mindre.

Rapporten fra Senlis Council, "Stumbling into Chaos: Afghanistan on the brink" kan læses på www.senliscouncil.net.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.


www.dragsdahl.dk