www.dragsdahl.dk                                 Hjem

Trykt i Information 6. november 2007

 

Forsvaret er valgkampens blinde punkt

 

Danmarks væbnede styrker er på sammenbruddets rand, mener kritikere, men politikerne, pressen og vælgerne virker ligeglade

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Tilbagetrækningen af danske soldater fra Irak skulle afværge, at Forsvaret brød sammen, fordi man med alt for mange udsendte var presset til det yderste.

Denne militære begrundelse for tilbagetrækningen kan høres fra mange officerer. De foretrækker anonymitet, men den kan også skimtes i offentlige indlæg fra pensionerede officerer og akademikere med militær indsigt. Den aflyste udsendelse af soldater til Sudan bekræfter, at Forsvaret har alvorlige problemer.

Alligevel indgår Forsvarets dybe krise ikke i valgkampen – ja, selv når politikerne og pressen ikke fokuserer på legen med bogstaver, er en konkret forsvarsdebat stort set fraværende.

Der er end ikke en grundig og realistisk dialog mellem de politisk og militært topansvarlige, hævder den pensionerede brigadegeneral Michael Clemmesen. Det er årsagen til, at Danmark har "fået ansvar for forløb, som vi ikke har søgt forståelse af eller indflydelse på", siger han. Dermed opstår risiko for, at "soldaterne på grund af vore og deres lederes forsømmelighed uforvarende bliver medskyldig kanonføde".

I en ny bog er den fremtrædende professor Bertel Heurlin ude med en lignende kritik, om end det hans vane tro sker meget høfligt og diskret. I sit værk, Nationen eller Verden?, påpeger han, at dansk forsvar i øjeblikket "gennemgår den største ændring siden 2. verdenskrig". Det kunne teoretisk set give anledning til store debatter, men der klæber stadig "en vis sakrosant dimension til dansk forsvar", skriver Heurlin og forklarer det med, at stemmer tilsyneladende ikke kan hentes på dette felt. Hvis man vil gå dybere med årsagerne til tavsheden, er der mange delforklaringer.

Ligeglade

Den traditionelle arbejdsdeling, hvor Forsvaret interesser blev varetaget til højre i det politiske spektrum, er brudt, fordi regeringspartierne ikke vil kritisere en udvikling, som de selv har et hovedansvar for. Venstrefløjen føler ikke trang til "forsvarsvenlige" udspil. Et resultat er, at landets største og farligste arbejdsplads ikke repræsenteres i politikernes spil.

Hvis man ser på pressens rolle, er det mest bemærkelsesværdige, at næsten ingen journalister i dag kan kaldes "forsvarsmedarbejdere" – generelt er det kun en bibeskæftigelse. Når de virkelige tilstande i Forsvaret dukker op i spalterne, sker det kun glimtvis – uden opfølgning. Desuden har Forsvaret opbygget en effektiv pressetjeneste, der, som brigadegeneral Clemmesen påpeger, "skal skjule alle problemerne og indadtil ’informere’ problemerne væk med positiv tale og artikler". Han hævder, at "salget" af Forsvaret i sit modsætningsforhold til virkeligheden hurtigt nærmer sig den fra Irak-krigen berømte "Komiske Ali’s" niveau.

Fraværet af debat kan også forklares med, at nok er Danmark i krig, men befolkningen lider af den grund ikke afsavn eller udsættes for fare. Flertal er imod krigene, men det er ikke ensbetydende med, at kritikken føles så stærkt, at den skal bestemme, hvor krydset sættes. Muligt er det også, at utilfredshed bliver imødegået af en kraft, som den amerikanske journalist Chris Hedges har beskrevet i en bog: Krige giver livet mening, fordi en længsel opfyldes. Dagligdagen er en trædemølle fyldt med ligegyldige oplevelser, men krige giver samfundet et heroisk og spændende indslag.

Soldaternes pårørende har en noget andet opfattelse. Undre kan det vel ikke, at de med bekymring følger deres kæres indsættelse i "skarpe" missioner. Men de peger også på en pris, som hele samfundet vil blive påført, fordi krigene ændrer de udsendte. Med særligt stor alvor ser de på en udvikling, hvor stadigt flere "værnepligtige" efter en ekstra grunduddannelse sendes af sted til bomber, snigskytter og blodige slag. De ældste blev omstillet til krig mere nænsomt gennem tjeneste i Bosnien, Makedonien og Kosovo. Fordi regeringen har fravalgt de "bløde" missioner, sendes eventyrlystne og ofte idealistiske 19-20 årige nu direkte ud i et chok, som har varige følger. Fra officerer kan høres lignende advarsler; de er utrygge på grund af "missionsbumser" og "Rambo’er".

Misformet dinosaur

I de velinformerede akademikeres og officerers debat er det et gennemgående træk, at Danmarks aktuelle forsvarspolitiske kurs er uholdbar.

Professor Heurlin skriver, at hvis det internationale engagement fortsat vil bestå af langvarig deltagelse i hårde kamphandlinger "kan man forestille sig, at nedslidning af personel og materiel bliver så markant, at målet om den konstante udsendelse af 2000 soldater må revideres".

Unge forskere har en bog undervejs, som tilsyneladende vil gribe mere bidsk fat. Ph.d.-stipendiat Jeppe Trautner beskriver Forsvarets situation med ordene: "under sammenbrud". Forsvaret kalder han en "misformet dinosaur" med bl.a. et alt for stort og udueligt hoved ("officerskorpsets fokus er alle andre steder end på konkrete militære erfaringer"), samt en krop, som er "lille og udsultet så ribbenene stikker frem".

Brigadegeneral Michael Clemmesen har en blog, hvor han i april bragte fem artikler. Der er i disse tekster ammunition nok til en stor presse- og politikerkrig mod de ansvarlige bag Forsvarets krise, men opgøret er udeblevet. Han hævder, at de væbnede styrker "sidder dybt og fast placeret i den danske offentlige forvaltningskulturs kviksand", og at hæren er "nødlidende", fordi "den rent faktisk er i krig og i smertelig grad mangler de meget væsentlige ekstra resurser til uddannelse, personelreformer, reorganisering og materiel". Han friholder, mildt sagt, ikke officerskorpset for kritik. Det har "mistet evnen til selvstændig professionel tanke og udvikling" og er overbevist om, at professionelle erfaringer er "irrelevante". Man kan, skriver han, håbe på, at en katastrofe "ikke vælter læsset", men "det er grundlæggende uansvarligt og uprofessionelt at bygge på heldet".

Det er mit indtryk fra mange samtaler med menige, befalingsmænd og officerer, at nok formulerer Clemmesen sig usædvanligt skarpt, men mange er grundlæggende enige med ham. De siger det bare ikke offentligt. Forsvarets nuværende ledelse får lidt af skylden, fordi den skjuler og bortforklarer faktiske forhold, men deres skyts rettes især mod politikerne, der tilsyneladende ikke vil og kan interessere sig for det redskab, som de har sendt i krig efter overfladisk debat.

På den baggrund er det næsten omsonst, hvis man gør opmærksom på, at det kommende Folketing skal vedtage et nyt forsvarsforlig, der kan indebære meget svære valg bl.a. i prioriteringen af de enkelte værn – og at der desuden er en sikkerhedspolitisk dimension, hvor NATO’s opløsning af officerer nu anses for en nærliggende mulighed.

Brigadegeneral Clemmesens blog kan findes på www.blog.clemmesen.org. Bertel Heurlins bog "Nationen eller Verden?" er udgivet på Jurist- og Økonomforbundets forlag. Arbejdstitlen på bogen, som Jeppe Trautner har bidraget til, er "Forsvaret efter Den Kolde krig", redaktion ved Robert Pedersen

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.


www.dragsdahl.dk