Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 5, oktober 2006

Slutspil i Irak

Borgerkrigen lægger hårdt pres på USA for dramatisk kursændring.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Irak-krigens afgørende "slag" blev indledt i juni, da irakiske og amerikanske styrker fokuserede på stabilisering af hovedstaden Bagdad.

Længere mod syd i provinshovedstaden Basra har danske, britiske og irakiske soldater siden september gennemført en lignende operation.

I begge tilfælde tyder foreløbige resultater på, at den internationale koalition taber – og at kaos vinder.

Den planlagte fremgangsmåde er i begge tilfælde, at man først med bl.a. husundersøgelser renser begrænsede områder. Våben fjernes, mistænkte arresteres. Der oprettes vejspærringer og vagtposter. Politiet rykker talstærkt ind. Repræsentanter for beboerne samles i komiteer, som skal diskutere forbedring af lokale forhold, bl.a. dialog på tværs af religiøse skel. Samtidig får de bistand, så det økonomiske liv kan komme i gang.

Forbilledet er den klassiske strategi ved bekæmpelse af oprør. Med stor koncentration af indsatsen skabes en zone med sikkerhed. Når målsætningen er nået, flyttes soldaterne til et nyt distrikt, hvor processen gentages.

Hvis blot Bagdad og Basra kan sikres, vil Iraks fremtid virke meget mere lovende. Uden en hovedstad med rimeligt normalt liv kan ingen regering fungere effektivt. Basra, landets næststørste by, er med sin nærhed til oliefelter og eksporthavne et økonomisk knudepunkt.

Generalmajor William Caldwell, talsmand for koalitionsstyrkerne, erklærede da også i slutningen af juli, at "den, der vinder Bagdad-området, den, der kan bringe fred og sikkerhed til dette område, vil bestemme betingelser for stabilisering af dette land". Den amerikanske ambassadør Zalmay Khalidzad fastslog, at USA kan ganske enkelt "ikke opnå sine mål om et demokratisk, stabilt og sikkert Irak, hvis det uacceptable voldsniveau" i Bagdad fortsætter.

Resultater i Bagdad

Den amerikanske forsker Anthony Cordesman, der i USA er bredt anerkendt for sine detaljerede og objektive analyser af udviklingen i Irak, har i flere rapporter peget på, at den massive indsats i Bagdad har haft resultater. Man kan, skrev han i starten af oktober, ikke hævde, at operationen har slået fejl. Han peger eksempelvis på, at antallet af civile dræbte i hovedstaden faldt fra 2.884 i juli, til 2.222 i august.

Operationen har dog ikke været en succes. Nogle irakiske enheder yder en fin indsats, men generelt har, konstaterer Cordesman, de irakiske styrker ikke klaret deres del af opgaven. Mange enheder er blevet væk; nogle har samarbejdet med oprørerne. Indsatsen på det civile felt har været svag. Og den internationale koalition selv har ikke tilstrækkeligt store styrker til rådighed.

Desuden er fremskridtene sket på bekostning af tilbageslag. Da man hentede forstærkninger til Bagdad, blev den militære tilstedeværelse andre steder svækket – og det har oprørere udnyttet.

Operationen skal fortsætte til ind i det nye år, så en endelig vurdering er ikke mulig. Men det er muligt, at Cordesman’s forsigtige optimisme er forkert. Tal fra det irakiske sundhedsministerium viser, at antallet af civile dræbte i september voksede til 2.667 for Bagdads vedkommende, og udsigterne for oktober var dystre. Foreløbige tal tyder på kraftig vækst for civile tab i både Bagdad og resten af landet. Den såkaldt sekteriske vold, i Bagdad hovedsageligt drab begået af shia-muslimske militser rettet imod sunni-muslimer, satte nye rekorder. Dagligt blev mere end 50 mennesker fundet henrettet i hovedstaden, ofte efter meget brutal tortur med boremaskiner, søm og syre. Henrettelserne har for længst overgået antallet af ofre for terror-bomber.

Urørlig milits

Den mest åbenbare årsag til fortsat sekterisk vold er, at sikkerhedsstyrkerne ikke går ind i de områder, hvor den shia-muslimske Mahdi hær, der anføres af Muqtada al-Sadr, holder til. Det er formentlig den, der sammen med endnu en shia-milits, Badr brigaderne, har hovedansvaret for de mange drab. Oplagt er det heller ikke, at militserne senere vil blive afvæbnet og arresteret. Tilhængere af Muqtada al-Sadr kontrollerer fire ministerier i regeringen, og hans popularitet er stor. Badr brigaderne er tilknyttet SCIRI-partiet, der er et af regeringens to største partier og ligeledes har ministerposter.

I Basra er briterne stødt på samme problem. Shia-militserne har den reelle kontrol med politiet, som, ifølge talrige beretninger, er korrupt, begår snigmord og er en del af organiseret kriminalitet. Men regeringen i Bagdad har bedt den lokale britiske overkommando frede militserne. I takt med, at de udenlandske styrker overlader magten i det sydlige Irak til irakiske regeringsorganer, rykker militserne ind på alle poster. En del voldelige sammenstød i området skyldes en indbyrdes magtkamp mellem disse grupper. Angreb på britiske og danske soldater skal sikre, at de ikke blander sig.

Helvedes port

Operationerne i Bagdad og Basra er afgørende. Hvis den amerikansk anførte internationale koalition ikke kan levere resultater her, står man uden andre aktionsmuligheder, som ikke indebærer en dramatisk kursændring. USA kan ikke sende flere soldater, fordi hæren allerede er anstrengt til bristepunktet, og det hastigt voksende tabstal – 2.750 dræbte og ti gange flere sårede blev nået i midten af oktober – anses af den amerikanske opinion for uacceptabelt.

For to år siden sagde Amr Moussa, lederen af Den Arabiske Liga: "Helvedes port er åbnet i Irak". Det er denne port, som, ved vi fra en 700 år gammel beretning skrevet af Dante, har en inskription, som oplyser, at man må opgive ethvert håb, når man først er gået gennem den. Advarslen fra Amr Moussa var en præcis analyse.

Koalitionen har satset på, at en folkevalgt regering og udvikling af sikkerhedsstyrker ville være svaret på Iraks problemer. Forventningerne er ikke blevet indfriet. Valgene var ikke et første skridt hen imod demokrati, idet de kun bekræftede, måske endog forstærkede, landets opdeling langs etniske og religiøse skel. Regeringen hævder, at den søger national forsoning, men i praksis udebliver fremskridt. Mange ministerier fungerer ikke. Bortset fra de kurdiske områder i nord oplever irakerne ikke økonomisk fremgang.

Stadigt flere dør

Numerisk er de irakiske sikkerhedsstyrker tæt på målet, idet man nu har cirka 300.000 mand i militæret og politiet ud af en ønsket styrke på 325.000. Men kvaliteten er ringe. I en analyse vurderer Cordesman, at de har brug for støtte fra koalitionen til ind i 2008 og "sandsynligvis" til 2010 – og det i et omfang, som svarer til det nuværende.

Mest ildevarslende er det, at der, trods en massiv indsats, ikke er sket et fald i angreb på irakiske og internationale styrker. Tvært imod. Samtidigt dør flere civile.

Ethvert forsøg på vurdering af krigen med henvisning til statistik er plaget af stor usikkerhed. I oktober hævdede amerikanske forskere i en rapport, at omkring 600.000 irakere er blevet dræbt siden krigens start i 2003. Tallet er mere end ti gange større end andre vurderinger, men det store tal bygger tilsyneladende på solide videnskabelige metoder. Hvis disse forskere har ret, kan tal, som ellers opgives fra diverse myndigheder, ligge langt under de reelle tabstal, som ellers er alvorlige nok.

Ud fra officielle tal oplyser Cordesman således, at de irakiske tab er blevet fordoblet fra i gennemsnit 59 døde hver dag i perioden februar-august 2005 til 118 døde hver dag i perioden maj-august 2006. Han konkluderer, at landet er ude i "en alvorlig borgerkrig". Sammen med andre eksperter fremhæver han risikoen for, at denne borgerkrig fortsat vil tage til i styrke – samtidigt med, at irakiske oprørernes krig mod den internationale koalition optrappes.

Tilbagetrækning

Fordi fremtidsudsigterne er så dystre, har ledende amerikanske politikere og generaler lagt op til, at hvis situationen ikke bedres i løbet af et par måneder, må USA foretage en dramatisk kursændring.

Den mest vidtgående løsning er tilbagetrækning uanset følgerne. Kritikere af denne mulighed mener, at Irak så vil blive kastet ud i en mere blodig borgerkrig. Men irakerne selv ønsker, at de amerikanske styrker skal forlade landet. Et stort flertal på 71 procent har i en opinionsundersøgelse, som blev offentliggjort i september, sagt, at det bør ske i løbet af et år. Langt de fleste mener, at USA’s tilstedeværelse skaber mere konflikt. Det er opfattelsen, at en tilbagetrækning vil styrke den irakiske regering, og at irakiske sikkerhedsstyrker selv kan kontrollere landet.

Utilfredsheden fremgår også af vækst i gruppen, som bifalder angreb på amerikanske soldater. Den er vokset fra 47 procent i januar til 61 procent i september. Mellem motiverne er tro på, at USA vil blive evigt i landet.

Tilbagetrækning er også en løsning, som har tilhængere i USA. Flere politikere fra demokraternes parti har foreslået, at man straks forlader Irak, men tilbagetrækning ud fra en tidsplan, som aftales med den irakiske regering, har størst opbakning. Demokraternes kandidat fra præsidentvalget i 2004, senator John Kerry, ønsker sammen med andre senatorer, at man skal være ude inden den 1. juli 2007. Ifølge hans plan skal et internationalt topmøde aftale, hvordan tilbagetrækningen skal gennemføres.

Opinionsundersøgelser viser, at den amerikanske befolkning har vendt sig imod krigen. Et flertal går ind for færre soldater i landet, men kun 37 procent kræver øjeblikkelig tilbagetrækning.

Deling af Irak

Mellem andre forslag til kursændring er deling af Irak ofte et fælles træk. Demokraten Joseph Biden, som er en senator med stor og anerkendt international ekspertise, har fremlagt en plan, som skal dele landet i tre, så kurdere, sunnier og shiaer får et område hver. Irakerne skal fortsat have en centralregering, der skal sørge for, at f.eks. olieindtægterne fordeles til fælles bedste. Biden ønsker amerikansk tilbagetrækning inden udgangen af 2007.

Borgerkrigen har allerede medført, at irakere i titusindevis er flygtet fra "blandede" områder, og en løsning med høj grad af selvstyre for de tre indbyrdes stridende grupper er det mest sandsynlige udfald af konflikten. Men der er mange forhindringer, som først skal overvindes.

Sunnier er bange for, at de vil stå alene tilbage i et fattigt område, fordi oliefelterne ligger på kurdisk og shia-muslimsk territorium. Shia-muslimer kan vanskeligt se, hvorfor et Irak, hvor de har flertallet, ikke kan forblive samlet under deres kontrol. For kurderne kan en deling medføre konflikt med Tyrkiet, som frygter, at kurdisk selvstændighed kan inspirere dette lands egne kurdere til oprør. Et kurdisk modtræk kan være, at USA inviteres til oprettelse af baser, så man får en amerikansk sikkerhedsgaranti - en løsning, som Iraks kurdiske præsident allerede har luftet.

Kup i Bagdad

En tredje mulig løsning er, at den irakiske hær, med amerikansk opbakning, gennemfører et kup. Umiddelbart virker det usandsynligt, fordi kuppet vil være rettet imod en folkevalgt regering, der af Bush-regeringen er blevet kaldt et stort fremskridt.

Men i september og oktober er det fra officiel amerikansk side flere gange blevet signaleret, at den siddende regering ikke leverer en tilfredsstillende indsats, og at tålmodigheden svinder hastigt. I lyset af den katastrofale udvikling kan det imidlertid ikke udelukkes, at USA vil gennemtvinge en regeringsændring uden opbakning fra parlamentet.

Ændringer kan måske også gennemføres med en meget stor "gulerod", som i virkeligheden er en pisk – den amerikanske pulje med penge til genopbygning er næsten tom, så udsigt til en ny pose penge kan udgøre et tilbud, som irakerne ikke kan afslå.

Endnu en mulighed er, at den irakiske regering, efter en uimodståelig hemmelig opfordring, beder amerikanerne forlade landet. Det vil sikre, at USA ikke formelt taber ansigt.

Et amerikansk ekspertudvalg under ledelse af tidligere udenrigsminister James Baker har i flere måneder undersøgt alternativer til Bush-regeringens nuværende kurs. En rapport med anbefalinger vil blive fremlagt efter Kongres-valget i november.

 

De seneste rapporter om Irak fra Anthony Cordesman kan hentes på
http://www.csis.org/component/option,com_csis_experts/task,view/id,3/

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.