Trykt i Weekendavisen 13. september 1996

Uvelkomne sandheder

Østmedier. I weekenden var Warszawa ramme om et officielt medieseminar for Østersølandene. Det understregede, at pressefrihed ikke er noget, man har, det er noget, som man til stadighed kæmper for.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Weekendavisens korrespondent

WARSZAWA - Journalister i de nye demokratier ved Østersøen skal ikke længere lyve for staten. Formidling af sandheden er nu deres personlige ansvar - og de skal leve op til idealet vel vidende, at sandheden ikke altid er velkommen.

Sådan opsummerer den svenske journalist Inga-Lena Fischer, som har betydelig erfaring fra især de tre små baltiske lande, ændringerne siden systemskiftet. Medierne er officielt blevet frie, men mange vil stadig gerne skyde de nye budbringere.

I Rusland bliver de alt for ofte skudt, og det er sjældent klart, hvorvidt statslige tjenester eller den organiserede forbryderverden står bag drabene. Alligevel har Rusland journalister, som med dødsforagt lever op til det sandhedssøgende ideal. I Hviderusland er journalister ikke blevet dræbt, men præsident Lukasjenko har med en kampagne mod mediernes frihed genoprettet meget af den statslige kontrol og inspireret voldelige angreb på journalister og trusler mod deres familier. I Litauen er medier, som satte fokus på den organiserede kriminalitet, blevet udsat for bombeattentater.

Selv Polen, som snart vil få sit demokrati anerkendt gennem optagelse i NATO, har problemer.

Journalisten Slawomir Mac forsvandt i slutningen af august pludselig fra sin arbejdsplads på det politiske ugeblad Wprost. Seks dage efter dukkede han op igen så psykisk medtaget, at politiet endnu ikke har fået en sammenhængende forklaring. Man spekulerer over, om bortførelsen kan skyldes hans kritik af især det regerende socialdemokratiske partis påståede forbindelser til Sovjetunionens, og nu Ruslands, efterretningstjeneste. To gange er Slawomir Macs lejlighed i år blevet udsat for brandstiftelse, og en uidentificeret bil skal have forsøgt påkørsel af ham.

Fjernsynet er slagmark

Der er ikke beviser for, at politikere står bag denne terror. Men det polske fjernsyn er slagmark for et opgør mellem journalistisk integritet og politisk pression.

I april fik det politisk udnævnte råd, som styrer de to offentligt finansierede TV-kanaler, en ny formand, Ryszard Miazek. Han repræsenterer det ene regeringsparti, Bondepartiet. I et temmelig bemærkelsesværdigt interview proklamerede han, at journalister kun må give politikere dårlig omtale, hvis de kan citere en regeringserklæring. I et demokrati er der nemlig ikke brug for, at pressen udgør en fjerde magt. Staten har selv tilstrækkelig gode kontrolorganer.

Denne opfattelse har TV-formanden siden fulgt op med udrensning af journalister. Senest er lederen af den ene kanal, Tomasz Siemoniak, blevet fyret. Til gengæld har han i en lang artikel givet en saftig beskrivelse af formandens tanker og adfærd. Miazek skal således have sagt, at den tidligere statsminister Jozef Oleksy, som gik af efter beskyldninger for samarbejde med den russiske efterretningstjeneste, i virkeligheden blev tvunget væk af ganske andre grunde. Oleksy skal, ifølge TV-formanden, have modsat sig, at en halv million jøder immigrerer fra Israel til Polen.

Efter en detaljeret beskrivelse af forsøg på censur konkluderer Simoniak, at »det offentlige fjernsyn udsættes nu for det stærkeste politiske pres siden oprettelsen i januar 1994«. USAs tidligere præsident Jimmy Carter har nu bedt den polske præsident Alexander Kwasniewski redegøre for sit syn på trusler mod det offentlige fjernsyns frihed og uafhængighed.

Bortset fra Hviderusland er disse problemer ikke ensbetydende med, at man er ved at genindføre totalitære samfund. Nok vil myndighederne i alle post- kommunistiske samfund gerne begrænse mediernes frihed. Men Ernest Skalski, stedfortrædende chefredaktør ved Polens største dagblad Gazeta Wyborcza, understreger, at bestræbelserne reelt demonstrerer, at »pressen allerede er uafhængig« og altså ikke en del af et totalitært systems magtstruktur, hvor styringen skete automatisk. Den fyrede Tomasz Simoniak kunne få sine afsløringer ud via Gazeta Wyborcza, og markedsøkonomien sikrer, at ingen har monopol på informationer til befolkningerne.

Medieseminar

Hinsides de ekstreme problemer tumler nyhedsmedierne i de nye demokratier med udfordringer, som ikke er ukendte i de gamle demokratier.

De fælles problemer blev i sidste weekend diskuteret i den polske hovedstad på et seminar arrangeret på initiativ af staterne, som deltager i samarbejdsrådet for området op til Østersøen. Seminarets afholdelse afspejlede en erkendelse af, at den »fjerde magt« er nødvendig for en sund demokratisk udvikling, og at de nye demokratier kan lære af de gamle.

Den nyvundne pressefrihed har skabt en journalistik, som lægger mere vægt på ytringsfrihed end objektivitet. Lederen af en skole for journalister i Warszawa, den amerikanske journalist Jane Dobija, sukkede under seminaret over elever, som ihærdigt insisterer på sammenblanding af egne meninger og facts. Under uddannelsen, som lægger vægt på praktiske færdigheder, hamrer hun behovet for objektivitet og præcision ind i deres hoveder. Men en ung mand fik for nylig sat hende grundigt til vægs med et spørgsmål. »Jeg er helt enig med det princip om objektivitet, som du gerne vil lære os. Men kan du sige os, hvor vi kan finde et job i Polen, hvis vi skriver på den måde?«

Hendes erklærede ideal, objektivitet, er et tveægget sværd. Politiske og økonomiske magthavere, som ofte med god grund udsættes for kritisk journalistik, reagerer med udfald mod en presse, som efter deres mening mangler »objektivitet«.

Fælles problemer

Især når det gælder adgangen til informationer i statsapparatet, har alle lande omkring Østersøen fælles problemer, om end af vekslende sværhedsgrad.

Estlands forfatning fra 1992 sikrer befolkningen adgang til informationer »fra alle statslige og lokale regeringsmyndigheder« om »deres arbejde«. Men den relevante paragraf henviser til love, som kan regulere adgangen, og sådanne love er ikke vedtaget. Resultatet er ikke, at alt så er offentligt. Tværtimod. Man har ikke fået bestemt, hvad der er offentligt tilgængelige informationer, og hvem der ejer myndighedernes informationer. Så myndighederne afviser forespørgsler, hvis det er i deres interesse. Informationer slipper især ud, når politikere kommer i indbyrdes kamp.

Modsætningen til dette samfund leveres af nabolandene Finland og Sverige. Sidste år fik Finland en ny forfatning, som slår fast, at myndigheders dokumenter er offentlige, hvis adgang ikke er begrænset af »tungtvejende årsager« gennem en lov. Ifølge finske journalister er der nu indført meget større offentlighed i forvaltningen. Men både de og svenske journalister beklagede stærkt, at optagelsen i Den Europæiske Union har skabt ny lukkethed.

Foruden behovet for regler, som sikrer åbenhed i offentlige anliggender, fremhævede Halliki Harro fra journalistuddannelsen ved universitetet i Tartu, Estland, at et informations-samfund skal sikre befolkningen adgang til kommunikationsmidler samt udsætte den journalistiske professions ideologi for offentlig debat.

Debat om etik

I alle lande omkring Østersøen raser en debat om etik. I de gamle demokratier er pressen, mere eller mindre frivilligt, underkastet regler for god presseskik. I de nye demokratier pusler politikerne med presselove, men det er generelt blevet ved forsøgene. I Polen udgør en lov fra 1984, indført lige efter krigsretstilstanden og præget af den, stadig gældende ret. I august led endnu et forsøg på modernisering nederlag, fordi regeringspartierne fandt, at forslaget gav pressen for frit spil. Regeringens egne forsøg er stødt på modstand fra medierne.

Estland har valgt en anden vej. I december 1992 oprettede nyhedsmedierne et presseråd, som påtaler brud på god presseskik. Det arbejder uden et vejledende sæt regler. Hovedtanken er, at man kun gennem vurdering af mediernes adfærd i praksis efterhånden kan udvikle normer.

Officielt var seminarets titel: »Frie medier i Østersø-området«. Over halvdelen af deltagerne var hentet fra statslige organer, f.eks. udenrigsministeriers informationstjenester.

Staten er garant

Deres bidrag var få. En repræsentant for den statslige pressekomite i Hviderusland forklarede, at »et sandt demokratisk samfund sætter præcise grænser for pressens frihed«, fordi man således sikrer, at kun »upartiske og tillidsværdige informationer leveres til befolkningen«.

Om end de statslige repræsentanter var fåmælte, var sammensætningen af delegationerne måske sigende for staternes holdning til frie medier. Rusland havde sendt tre diplomater fra ambassaden i Warszawa, som ikke blandede sig i debatten mellem Østersø-landene. Hviderusland klarede sig med to embedsmænd. Adskillige lande havde sendt eksperter fra journalistiske læreanstalter. Kun de fire nordiske lande samt Estland havde hver sendt en journalist.

Under selve arrangementet fik Weekendavisens korrespondent således af arrangørerne oplyst, at han var inviteret efter anmodning fra det danske udenrigsministerium, og at han derfor udgjorde hele den officielle danske delegation. Den meget overraskende udnævnelse blev dog høfligt afvist i pressefrihedens ånd...

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.