www.dragsdahl.dk                                 Hjem

Trykt i CS-bladet nr. 5 juni 1995

NATO’s a-våben skal også væk

Atom-konference rettet kritik mod 520 "glemte" flybomber i Europa.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

NEW YORK i maj – Hvorfor indgår taktiske atomvåben stadig i Vesteuropas forsvar? Hvorfor vil USA under krig lade allierede, som ikke selv har atomvåben, anvende amerikanske bomber?

Spørgsmålene blev rejst under konferencen i New York mellem deltagerne i traktaten mod spredning af atomvåben. Møder sluttede med en vestlig sejr, fordi traktaten blev gjort permanent.

Men man vedtog også en principerklæring, som kan øge presset for yderligere nedrustning af atomarsenalerne.

Op til konferencen var mange lande betænkelige ved en såkaldt tidsubestemt forlængelse af traktaten, som opdeler verdens nationer i to grupper: Det store flertal har i traktaten lovet, at de ikke vil anskaffe atomvåben. Landene, som allerede havde atomvåben, lover til gengæld, at de i god tro vil forhandle nedrustning af deres arsenaler.

Total afskaffelse

Men selv om traktaten trådte i kraft for 25 år siden, har atommagterne i dag flere atomvåben, end da de underskrev løftet. Kritikere frygter, at atommagterne slet ikke vil afskaffe deres våben. Derfor lagde de i New York op til en tidsbestemt forlængelse af traktaten i f.eks. 25 år, så truslen om ophævelse af den kunne lægge pres på atommagterne.

Men alligevel gik de med til tidsubestemt forlængelse. Som modydelse fik kritikerne et nyt løfte.

I en principerklæring lovede atommagterne, at de "beslutsomt" samt "systematisk og fremadskridende" vil gøre en indsats for nedskæring af deres atomarsenaler. Endemålet er "eliminering af disse våben" samt "alle staters generelle og totale nedrustning under streng og effektiv international kontrol".

Det nye løfte er ikke juridisk bindende, men i praksis vil traktatens fremtidige styrke blive bestemt af, hvorvidt atommagterne troværdigt stræber efter den totale ophugning af deres atomvåben. Dermed er fjernelse af alle atomvåben fra Europa på dagsordenen.

NATO’s atomforsvar

Løftet er i strid med NATO’s forsvarsplaner. Atomvåben indgår stadig i dem.

Alliancens daværende generalsekretær, Manfred Wörner, erklærede i oktober 1991, at atomvåben er opfundet, og at den opfindelse ikke kan slettes. "Derfor", sagde han, "forudser jeg ikke en situation, hvor vi vil atomafruste Europa. Disse våben udgør den endelige garanti for vores sikkerhed". Denne indstilling er siden blevet bekræftet i adskillige erklæringer fra NATO-møder.

Åbenhed i militære anliggender er siden Den Kolde Krigs afslutning tillagt stor betydning for sikkerheden, men netop atomarsenalet og planlægning af dets brug er stadig hyldet i hemmelighedskræmmeri.

Amerikanske forskere har dog gennemhullet sløret en del. Miljøorganisationen Greenpeace fremlagde på konferencen i New York en rapport, som detaljeret beskrev NATO’s atomvåben i Europa. Erfaringsmæssigt er arbejde, som Greenpeace foretaget på dette felt, meget velunderbygget og oplysningerne troværdige.

Flybomber

Arsenalet i Europa er allerede nedskåret kraftigt. I september 1991 bekendtgjorde præsident Bush tilbagetrækning af alle landbaserede atomvåben og nukleare dybvandsbomber fra udlandet. I oktober samme år støttede NATO’s nukleare planlægningsgrupper en nedskæring med 80 procent af taktiske atomvåben i Europa.

Tilbage er atombomber, som kan anvendes af fly. Hvis vi ser bort fra Frankrigs arsenal, så består denne rest af bomber med betegnelse B61, der forekommer i tre versioner. En af de tre versioner er et ombygget sprænglegeme (W85) fra de amerikanske Pershing II raketter, som blev fjernet i overensstemmelse med INF-aftalen fra 1987. B61 bomberne har variabel sprængkraft fra mindre end én kiloton til 175 kiloton.

Desuden har briterne udstationeret en flybombe (WE-177 A/B) i Tyskland. De vil, ifølge en britisk erklæring fra april, blive fjernet inden 1998.

Af en officiel amerikansk redegørelse fremgik sidste efterår, at antallet af taktiske atomvåben i Europa er nede på ti procent af niveauet fra Den Kolde Krigs højeste i 1967. Sammen med de tilbageværende britiske bomber har de dog en formidabel sprængkraft. Nemlig, ifølge Greenpeace, tilsammen 98 megaton, eller 16 gange sprængkraften i samtlige bomber anvendt under Anden Verdenskrig.

Baserne

Ifølge rapporten fra Greenpeace udgøres arsenalet af cirka 480 amerikanske bomber og 40 britiske. Fordelingen af dem er angiveligt således:

  • Ti eller færre bomber, som er tildelt belgiske F16 fly på luftbasen Kleine Brogel.

  • Ti bomber til tyske Tornado-fly på hver af baserne i Büchel, Memmingen og Norvenich.

  • Halvtreds bomber til amerikanske F16 på Ramstein basen og tredive bomber til F16 fra US Air Force på Spangdahlem basen. Begge er baser i Tyskland.

  • Græske A-7 fly, oprindelig brugt af USA’s flåde, er på Araxos basen tildelt ti eller færre bomber.

  • Italienske Tornado’er har tilsammen tyve bomber på baserne i Ghedi-Torre og Rimini.

  • Hollandske F16 på Volkel basen har ti eller færre bomber.

  • I Tyrkiet har amerikanske F16 på Incirlik basen 90 bomber og tyrkiske F16’er på baserne i Balikesir og Murted har tilsammen tyve bomber.

  • I Storbritannien er amerikanske F15E jagerbombere på Lakenhead basen udrustet med 110 bomber.

  • Endelig har britiske Tornado’er deres egne atombomber med på Brüggen basen i Tyskland.

Gammel årsag væk

Hvad er så formålet med disse bomber? I september sidste år fik Senatet en redegørelse fra daværende viceforsvarsminister John Deutch.

Der var, sagde han, en tid, hvor de taktiske atomvåben skulle stoppe et sovjetisk angreb. "Dette behov, denne militære opgave, er væk, fordi Sovjet ikke eksisterer og russerne ikke længere har den militære evne til at foretage et sådant konventionelt angreb", fortsatte han.

Uden nærmere uddybning konstaterede han, at det militære formål derfor er ændret. Men Deutch fremhævede det "politiske formål". Tilstedeværelsen af atomvåben skal sikre, at de allierede har et medansvar for atomstyrken og at de allierede "kan vide, at de seriøst kan sætte deres lid til vore nukleare styrker samt vore konventionelle styrker…".

Den politiske begrundelse er altså uændret fra Den Kolde Krigs tid. Atomvåben er, som det engang blev sagt, "limen" i det transatlantiske samarbejde. Parterne kommer hinanden særligt nær, når de har et fælles ansvar for krigshistoriens mest destruktive våben. Det skaber tillid hos allierede, at de spiller en rolle i USA’s atomstrategi. Endelig sikrer den såkaldte atomparaply, at USA har betydelig indflydelse i Europa.

Af andre officielle erklæringer fremgår, at bomberne indgår i strategien, som skal hindre, at flere stater anskaffer atomvåben. Arsenalets tyngde er blevet flyttet mod syd til Italien, fordi man ser en voksende risiko for nye atomstater i Mellemøsten og Nordafrika. Men USA vil også hindre, at de allierede ser behov for anskaffelse af egne atomvåben. Så længe de har adgang til amerikanske bomber, vil dette behov ikke komme på dagsordenen.

Kritikken

Men konferencen i New York viste, at lande udenfor NATO ikke længere vil acceptere den politiske begrundelse.

Den indirekte bevæbning af USA’s allierede er i strid med ikke-spredningstraktaten, hævdede flere lande. De påpegede, at dens tekst forbyder, at ikke-atomstater "direkte eller indirekte" modtager atomvåben, at atomstater til "nogen som helst" overfører atomvåben.

NATO-landene forsvarede sig med, at USA har den fysiske kontrol med våbnene, og at de først overføres til militæret i allierede lande under krig.

Men traktaten indeholder ikke en undtagelsesparagraf, som tillader, at dens bestemmelser brydes i tilfælde af krig. Hele traktatens målsætning er, at antallet af atombevæbnede lande skal begrænses, og den målsætning har størst relevans under krig.

Der er lande, som har udviklet atomvåben, men som ikke har "samlet" dem til færdige bomber. Det vil de først gøre, når de skal bruges. Disse lande (Israel, Indien, Pakistan), som populært sagt kun er på en skruetrækkers afstand fra atomvåben, er ikke med i traktaten, fordi deres argumentation er uacceptabel. NATO-landenes argumentation er således også sårbar overfor kritik.

Diskrimination

NATO-landene vil gerne bevare de amerikanske atomvåben, fordi deres tilstedeværelse giver dem en følelse af sikkerhed. Men spørgsmålet, som rejses af de kritiske lande, er: Hvorfor har vi ikke ret til samme sikkerhed?

Et lignende problem opstå, når konferencen enstemmigt hylder oprettelse af atomvåbenfrie zoner. De vesteuropæiske lande mener bare ikke, at det vil være godt med en atomfri zone i Europa eller Norden. Men, spørger kritikerne, hvorfor er det så godt i Mellemøsten?

Traktatens største svaghed er, at den efter flere staters opfattelse diskriminerer imod dem: Atomvåben er gode for nogle lande, men ikke for alle!

Derfor forlangte de, at atomstaternes forpligtelse til "eliminering" af deres arsenaler blev indskærpet, og deres krav blev altså imødekommet.

Nok blev traktaten forlænget, men konferencen og dens beslutninger gjorde ikke verden mere sikker. Beslutningernes faktiske værdi vil fremgå af, hvorvidt alle stater helt opfylder deres forpligtelser i de kommende år. Hvis nedrustningen ikke fortsætter, er det sandsynligt, at nogle lande vil søge den beskyttelse, som atommagterne og deres allierede selv anser for nødvendig.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.


www.dragsdahl.dk