Kontakt med KGB gav udbytte - (DEN KOLDE KRIG) - Trykt i Jyllands-Posten 15. januar 1995

Hvad var udbyttet af samtaler med KGB’s folk ved den sovjetiske ambassade i København?

Det er formentlig spørgsmålet, som står centralt i professor Bent Jensens lange indlæg den 8. januar, hvis man skræller retorikken af. Da han rejser det med direkte henvisning til min aktivitet, vil bladets læsere måske være interesseret i følgende redegørelse.

Professor Jensen hævder, at han selv "naturligvis" aldrig har fået svar på spørgsmålet. Det er en forunderlig påstand, som måske skyldes, at han også har problemer med hørelsen. Som anført i indlægget blev emnet diskuteret på et lukket møde i PEN-klub i vinteren 1992, hvor jeg i mit oplæg gav et detaljeret svar.

Det er et grundlæggende princip i journalistik, at man taler med alle parter i en konflikt. Da jeg dækkede sikkerhedspolitik i Information, blev min meget omfattende kontaktflade i USA suppleret med rejser til Moskva og samtaler med sovjetiske repræsentanter i København. Det totalitære system tilstræbte maksimal kontrol med kontakt mellem sovjetiske borgere og udlændinge. Derfor var samtalepartnere i København enten fra sikkerhedstjenesten KGB eller styret af den.

Det er i øvrigt min erfaring, at journalister, eksperter og politikere i f.eks. USA, uanset deres anskuelser, var i en lignende situation. Jeg kender ingen, som spillede en betydelig rolle, og som ikke havde regelmæssige frokost-møder med sådanne sovjetiske repræsentanter. Det var en udbredt antagelse, at de kom fra KGB.

Hvad var så udbyttet? Værdien af samtalerne varierede meget, thi trods fælles mission var der forskel på KGB’s folk. Nogle var klodsede, vulgært propagandistiske. Andre var fleksible, velinformerede sparringspartnere. De udgjorde alle en kilde til aktuelle sovjetiske synspunkter, som ellers kun var tilgængelige, hvis man læste russisk. Men udbyttet var større end det.

Hvor utroligt, det end lyder, har jeg oplevet en KGB-mand, som i hård debat og godt hjulpet af alkohol brød grædende sammen over sit lands politiske fordærv. Jeg har oplevet samtaler, hvor modparten i ord afviste min kritik af Sovjetunionen, men i holdning udviste tegn på enighed. Dette indtryk af hemmelig sympati er i flere tilfælde blevet bekræftet senere, da de kunne tale frit. Venskaber med folk, som i det demokratiske Rusland har nået toppen, blev grundlagt sådan.

Udbyttet af en samtale med mennesker bygger tit på, at man kan se videre end deres professionelle mission og nå frem til, netop, mennesket. Det er en god leveregel, og for journalister er det en helt nødvendig faglig metode. Jeg fik på den måde indsigt i det modsætningsfyldte liv, som var mange Sovjet-borgeres lod, og som til sidst bidrog til et menneskefjendsk systems sammenbrud.

Når det er sagt, så må også indrømmes, at "mennesket" ofte var dybt begravet under indoktrineringens lag. Faktisk var hovedudbyttet, at jeg gennem samtaler kunne udforske disse lag. Det blev efterhånden klart, at Sovjetunionens erklærede politik i mange henseender blot var en propagandistisk overflade.

Derfor måtte inspiration til en effektiv afspændings- og nedrustningspolitik hentes fra eksperter i de vestlige demokratier. Kun de havde et væld af informationer bag deres synspunkter, og kun de havde mulighed samt evne til fri debat af en sådan politik.

Denne indsigt har præget min journalistik – og et par afstikkere ud i politisk virksomhed.

Mine kilder havde, som det altid er fremgået, i meget vidt omfang en baggrund i CIA, USA’s væbnede styrker og Kongressens forskningstjeneste. Da Information op til valgkampen i 1979 tog initiativ til en sikkerhedsdebat, skete det med et oplæg fra den amerikanske forsker Richard Barnet. Det blev fulgt op med et besøg samme efterår i Danmark af fhv. vicedirektør i CIA Herbert Scoville, Richard Barnet og CIA-veteranen Arthur Macy Cox.

På denne måde fremhævede Information overfor sine venstreorienterede læsere, at alternativet til den hjemlige klike af kold-krigere ikke skulle søges i Sovjetunionens "fredspolitik" eller den kommunistisk styrede fredsbevægelse.

Personligt fulgte jeg denne kurs op med aktivitet, som ikke er helt forenelig med normal journalistisk virksomhed. Jeg tog initiativ til en underskriftsindsamling, som vendte sig mod både NATO’s og Warszawa-pagtens oprustning. Det blev en stor succes, og de indsamlede navne blev gjort til springbræt for dannelse af organisationen "Nej til Atomvåben". Med rette så kommunisterne og deres partnere i den gamle fredsbevægelse et splittelsesforsøg i sidstnævnte udspil.

Min egen, direkte politisk aktive, rolle fandt jeg efter et par måneder uforenelig med journalistik, og jeg trak mig tilbage i den rent skrivende funktion. Afstikkeren kan forsvares og forklares med henvisning til, at Information har en specielt historisk baggrund, hvor skellet mellem aktiv journalistik og politisk indsats var sløret. Endnu en årsag var, at jeg gennem mine kontakter med KGB-folk kunne se, at man fra sovjetisk side meget gerne ville gøre den nye fredsbevægelse til sin allierede – altså et redskab for Kremls magtpolitik. Hvis det lykkedes, ville det nødvendige opgør, i Øst og Vest, med arven fra den kolde krig udeblive.

For nogle af Jyllands-Postens læsere må ovenstående lyde ret søgt – en efterrationalisering ud fra nutidens forhold. Men nogle af mine artikler, som udgør en dokumentation fra perioden, kan læses i bogen "Gensyn med Den kolde Krig", forlaget Eirene 1992. Jeg kan også henvise til materialet fra den østtyske hemmelige tjeneste Stasi, omtalt af Troels Toftkær den 1. januar. På mit kartotekskort står, at jeg er "antikommunist" og at ledende kræfter i den "progressive" fredsbevægelse anser mig for CIA-agent. Desuden kaldes Information et "hovedtalerør for fjendtlige aktiviteter mod progressive fredskræfter i Danmark" og de socialistiske landes "fredspolitik".

Det virkeligt irriterende er, at denne diskussion opstår 10-20 år efter, at den var helt aktuel. Dengang rasede diverse Sovjet-venner i Information mod de af mine artikler, som havde anti-kommunistisk brod. Men artikler med detaljeret kritik af USA’s og NATO’s atompolitik blev stort set aldrig imødegået. Det gjorde vort demokrati fattigere.

Bent Jensen kommer alt for nemt til sin agitation, når han i dag maler med bred pensel og antyder disinformation fra min pen, om end den altså ikke kom fra en betalt agent. Kritikken af vestlig politik havde mange inspirationskilder. Amerikanske kritikere var motiveret af bl.a. saglig strid mellem professionelle national security managers, konservativ isolationisme, religiøse overvejelser (f.eks. kvækernes indflydelse). Så jeg fatter ikke, hvorfor synspunkter fra USA skal gøres til KGB’s værk, når de importeres til Danmark.

Hvis vi i afslappet tilbageblik skal lære noget, så må det være faren ved sort-hvid tænkning. Den lagde folk i båse, hvor de ikke hørte til, og den blokerede for fri, informeret, stillingtagen. Det er trist, at Bent Jensen stadig fremturer i sin gamle stil.

[1] Dragsdahl var på det tidspunkt bosiddende i Warszawa og sendte 9. januar 1995 debatindlægget til Jyllands-Posten, hvor det blev bragt 15. januar.