Trykt i Information 26. november 1987

Auken har opgivet forsoning med regeringen i sikkerhedspolitikken

Fredspolitiske bestræbelser via dagsordener og Østergaard-udvalg ⁱ   har slået fejl. Danmark er blevet en randstat i NATO. Fordi Ellemann-Jensen har et rytter-statue kompleks og fordi flertallet ikke ville tvinge regeringen til handling.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Det alternative flertals fredspolitiske bestræbelser kan ikke slå igennem i dansk sikkerhedspolitik, før der kommer en anden regering, mener Socialdemokratiets formand, Svend Auken.

Han har dermed opgivet den tro på forsoning, der lå bag hans initiativ i 1984 for et analysearbejde i Folketinget sammen med de borgerlige partier. Det skulle genskabe den brede enighed bag dansk sikkerheds- og udenrigspolitik.

Auken er principielt ikke imod hverken nye dagsordener eller fodnoter i NATO, men hans advarer imod ”illusionsmageri” i den forbindelse. Regeringen vil ikke flytte sig, og Det radikale Venstre vil ikke deltage i effektivt pres på den, hvis det kan medføre valg.

Umulig strategi

Når Socialdemokratiet får regeringsmagten vil det arbejde for en ændring af NATOs strategi med det fleksible svar, der ifølge Auken både er en operativ og politisk umulighed.

For at den sikkerhedspolitiske indsats kan blive mere effektiv med en socialdemokratisk ledet regering, overvejer Auken en ændring af udenrigsministeriets ledelse, der kan styre det politiske element, eventuelt gennem udnævnelse af en statssekretær, hentet uden for embedsmændenes kreds.

Partiet vil i øvrigt under forhandlingerne om et forsvarsforlig stå fast på, at budgettet ikke må stige og at forsvaret ændres, så det udvikles i overensstemmelse med tankerne om ikke-offensivt forsvar.

Umulig strategi

Forskeren Erik Boel har i en omfattende gennemgang af Socialdemokratiets atomvåben-politik siden 1945 hævdet, at partiet fra slutningen af 70’erne gik fra en reaktiv til en aktiv politik. Men samtidig efterlyser han en sammenhængende strategi, idet han finder eksempler på zig-zag kurs.

Svend Auken mener, at hans parti har en klar strategi:

” Det er rigtigt, at spørgsmålet om atom-oprustningen har indtaget en meget central plads i vores univers siden slutningen af 70’erne. Omslaget, som alle hæftede sig ved i ’82, var længe under forberedelse i partiet. Vores strategi i forhold til atomvåbnene er, at deres rolle skal begrænses mest muligt. Det er klart, at vi helst ser en verden helt uden atomvåben. Men før vi når det mål, er det vigtigt, at alt, hvad der overhovedet kan gøres, bliver gjort for begrænsning af deres rolle”.

” For det første skal NATOs og Warszawa-pagtens strategi ændres. NATOs strategi med fleksibelt svar bygger på den både operative og politiske umulighed, at fjenden skal holdes i total uvidenhed om på hvilket niveau, men sætter atomvåben ind. Teorien blev udviklet, fordi man i sin tid ville væk fra den massive gengældelse, hvor selv den mindste forandring på slagmarken medførte omfattende brug af termo-nukleare våben. Det fleksible svar betyder, at man skal have hele skalaen af våben – fra taktiske over mellemdistance til strategiske våben..

Utroværdig trussel

” Når jeg kalder det en operativ og politisk umulighed, så hænger det sammen med, at politisk er det ikke acceptabelt, at man helt ned til slagmarken kan forestille sig indsættelse af kernevåben, når ingen alligevel ville acceptere det. Derfor er truslen heller ikke troværdig i forhold til modparten. Operativt er det også farligt, for hvilke forhånds-ordrer er det, som skal ud til kommandanterne på slagmarken? Det, tror jeg, bliver meget vanskeligt rent praktisk”.

• Hvordan kan atomvåbnenes rolle mindskes mest muligt?

” Det, tror jeg, kan gøres på to måder. Dels gennem en mindskning af deres antal. Dels gennem at mindske deres anvendelighed i strategisk tænkning. Vi er meget tilfredse med, at man nu fjerner mellemdistanceraketterne, mens vi er meget kritiske overfor, at man så til gengæld vil opruste de maritimt baserede og de luftbaserede våben”

Ikke rådført

Jeg synes i øvrigt, at det er ejendommeligt, at vi ikke i Det udenrigspolitiske Nævn er blevet rådført, inden denne beslutning tilsyneladende blev taget under forsvarsministrenes møde i Californien. Vi har lagt vægt på, at der skulle ske en reel reduktion på begge sider, så hvis der nu sker en faktisk forøgelse gennem overførsel af disse våbentyper til NATO i Europa, er det i strid med danske holdninger”.

• Hvordan vil I arbejde for en ændring af det fleksible svar?

” Diskussionen skal tages inden for NATO. I den nuværende situation er det også fredspolitisk en fordel, at Danmark er medlem af NATO. De små lande har spillet en alt for passiv rolle i alliancens strategi-diskussion. De må gå aktivt ind og formulere udspil. Det er en så moden appelsin! Ikke mange forsvarer i dag det klassiske ’fleksible svar’. I Amerika er den udsat for meget omfattende kritik, og det er ingen hemmelighed, at tyskerne – selv mange konservative – har været meget skeptiske overfor det fleksible svar. I Frankrig er Mitterrand den, som stærkt og markant er vendt tilbage til den gamle gaullistiske modstand mod det fleksible svar”.

Frygt for diskussion

” Så man kan sige, at i øjeblikket holdes de strategiske doktriner i hævd, selv om de ikke har et solidt politisk og militært fundament. Man er i ledende NATO-kredse tilsyneladende bange for, at der bliver givet los for diskussionen, men danskerne bør bidrage til, at den kommer i gang. Det vil givetvis give os nogle konflikter, fordi mange klamrer sig til den mere end 20 år gamle doktrin. Som den danske udenrigsminister taler de om et ’mareridt’: et atomvåbenfrit Europa. Vi har klart det synspunkt, at det ikke er et mareridt. Det er en absolut positiv udvikling, hvis vi kan slippe af med de mange tusinde atomvåben i Europa”.

” Så vi må skaffe os forbundsfæller inden for NATO. Norge er en. Men i virkeligheden burde også Holland, Belgien og Spanien kunne være forbundsfæller. Desuden har vi forbundsfæller i Tyskland og Frakrig – i hvert fald når det gælder de kort-rækkende atomvåben. Der er et behov og der er nogle muligheder”.

Dansk-norsk uenighed

• Har du aftalt et fælles dansk-norsk initiativ i NATO med Gro Harlem Brundtland under dit nylige besøg i Norge?

” Nej. Nordmændene siger, at de i første omgang har haft en debat på grundlag af en regeringsmelding til Stortinget. Men de mener ikke, at man i det, som de siger ’frodige’ opbrud, der er i gang nu, skal tage et selvstændigt norsk initiativ. Vi mener derimod, at man netop i en situation, hvor der er opbrud, bør det være en af de ideer, som får lov at modnes, ved at den fremføres konkret. Så bliver man nødt til at forholde sig til den”.

• Kan Folketinget få regeringen til at tage et initiativ?

” Hidtil har vores vanskelighed i Danmark været den, at vores sikkerhedspolitiske diskussion har været en rent dansk diskussion. Flertallet var enige i formulering af nogle fornuftige udspil, og så har udenrigsministeren sagt, at det kunne han ikke drømme om at føre ud i livet. Han skulle nok referere dem, men han ville ikke efterleve dem. Og så har flertallet sat: Ja, det med fred og sikkerhed og atomvåben er ikke så vigtigt, at vi ligefrem vil skaffe landet en ny regering, der kan udføre det der, så vi affinder os bare med fodnoter og referater. Vi har anset det for en sejr, hver gang vi bare kunne få ham til at referere Folketingets vedtagelser”.

Forlig usandsynligt

” Det er derfor min klare opfattelse, at man får ikke det sikkerhedspolitiske flertals fredspolitik til at slå igennem i dansk udenrigspolitik før, at der er sket et regeringsskifte. Det var ikke min analyse i 1984. Da troede jeg, at regeringen var så fornuftig, at den indså, at der var flertal for dette i Danmark, og at der ville være flertal, uanset hvordan folketingsvalg faldt ud. Og derfor lagde jeg op til Dyvig-rapport og Østergaard-udvalg. Der er da også foretaget interessante analyser, men jeg anser det for næsten udsigtsløst, hvis man forestiller sig, at der med den nuværende regering er mulighed for, at flertallets vedtagelser kan omsættes til handling”.

” Faktisk er der intet sket i Østergaard-udvalget i det sidste år ud over, at vi har haft to interessante rejser. Det er desværre usandsynligt, at der kan nås et resultat uden regeringens aktive medvirker”.

” Så alle, der ønsker en nyorientering af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, er nødt til at arbejde for en ændret regering. Og det er selvfølgelig også vort budskab til de i Det radikale Venstre, for hvem dette er alvor. Man kan altså ikke gøre det med den nuværende regering; det lader sig ikke gøre”.

Zone-arbejde saboteres

” Tag som eksempel arbejdet med en nordisk atomvåbenfri zone. Alle rapporter, som vi har fået, tyder på, at der er den danske regering, som er mest halstarrig i analysearbejdet”.

” Og det til trods for, at det er det danske Folketing, som er det parlament i Norden, der er mest positivt indstillet – måske bortset fra den finske Rigsdag. Vores embedsmænd er udstyret med instruktioner, som gør, at de er nødt til at sabotere analyse-arbejdet. Det er jo en barok situation. Og den kan vi i længden ikke leve med”.

Uffe - en rytterstatue

• Hvorfor er regeringen så afvisende? Mange af emnerne kan jo ikke indordnes i et højre-venstre spektrum, idet forslagenes oprindelse ofte er i amerikanske kredse, der politisk ligger til højre for, hvad vi her i landet kalder det politiske centrum?

” Jeg tror, at det hænger sammen med, hvad jeg kalder ’rytter-statue komplekset’. Hvis man først har fået rejst sig en rytter-statue for, at man er den standhaftige tinsoldat, som ikke flytter sig, og man er blevet hugget i granit – så kan det godt være, at man har synliggjort en ’modig’ holdning, men det er også meget svært at komme ud af det igen.. Og det er sket for udenrigsministeren.. Han har gjort sin egen halstarrighed, sin egen modstand, sin egen loyalitet i forhold til de gamle NATO-folk til sit kendingsmærke. Og det går videre end hans person, da det er blevet en del af den borgerlige regerings legitimerings-grundlag”.
”Set ud fra et fredspolitisk synspunkt er det ærgerligt, fordi vi har spildt nogle år, hvor Danmarks bidrag har været marginalt. Vi er de sidste år i NATO-sammenhæng gået fra at være en små-stat til at være en rand-stat. I forhold til vore NATO-partnere og i forhold til Østeuropa vil en socialdemokratisk regering, som fuldt ud udfylder sine forpligtelser i NATO og er en loyal allieret, med sine kritiske synspunkter have en langt større gennemslagskraft. Vi kan formulere noget, der vil stå respekt omkring. Det er, hvad der er sket i Norge,, og det håber jeg også vil ske i Danmark. Man kan da forestille sig, at Danmark, Norge og nogle af de andre lande, som jeg nævnte, kan påvirke opinionen. Det vil navnlig være tilfældet, hvis USA næste gang får valgt en præsident, som vil følge afspændingsprocessen op”.

Illusionsmageri

” Faren for os er illusionsmageri om, hvad der egentlig er muligt. Nye forespørgsler og dagsordener, som heller ikke har nogen særlig betydning. Jeg er tilhænger af, at vi tager forespørgsler og dagsordener, og at vi tvinger ministeren til at referere dem i FN og NATO, men jeg advarer imod, at man gør sig illusioner om betydningen af sådanne referater”.

• Går problemet ikke dybere end Uffe Ellemann-Jensens rytter-statue. Der er i dansk udenrigspolitik en lang tradition for, at man ikke gør noget aktivt selv; man lægger sig i ly af store magter i håb om lidt marginal indflydelse?

” Det er det med, at man traditionelt i dansk udenrigspolitik usynliggør sig. Hele tiden er man opmærksom på, at man ikke bør gøre sig for spændende og interessant, fordi man er et lille land, der ligger i de store nationers brændpunkt, og hver gang man har gjort sig for interessant, er det gået galt – de store nordiske krige, Tredive-års krigen, Napoleonskrigen og 1864. Når vi har prøvet at spise kirsebær med de store, har vi fået stenene i øjet. Det har næsten givet et nationalt traume. På venstrefløjen ses det i Det radikale Venstre, den socialistiske neutralisme, pacifismen”.

” Men der har også været udenrigsministeriets tradition. Så der har ofte været en ejendommelig alliance mellem dele af venstrefløjen og diplomatiet. Det har gjort, at man ikke ville komme for meget i vejen for de store”.

Toneangivende rolle

” Men traditionen er blevet brudt i efterkrigstiden, hvor Danmark har multilateraliseret sit forhold til omverdenen, idet man har tilsluttet sig alle de organisationer, som man kan blive medlem af. Nu er Danmark et blandt mange lande, som deltager, og det er ikke længere et tosidet forhold til enkelte stormagter. Med stigende styrke har vi i internationale organisationer søgt at gøre vores indflydelse gældende. Tag det sydlige Afrika hvor vi er blevet ved og ved i FN med det resultat, at de holdninger, som vi lagde ud med, i hvert fald på papiret er blevet konsensus-holdninger. Jeg vil gerne have, at vi inden for NATO spiller denne rolle”.

” Jeg tror også, at det kan føre til en parallel udvikling på den østlige side, hvor jeg ser klare opbrudstendenser. Ikke mindst i Ungarn, Polen og til en vis grad også i Tjekkoslovakiet og i DDR. De mindre socialistiske lande er tydeligt interesseret i samtalepartnere af samme størrelse på vores side. Danmark rolle er derfor, at vi skal være det gode NATO-medlem, men vi skal sige vores mening og skabe forbundsfæller”.

• Hvad mener du med betegnelsen ’godt NATO-medlem’?

”I mit univers er det sådan, at vi ikke skal bruge vores kræfter på små ændringer, som skaber store troværdighedsproblemer omkring, hvorvidt vi overhovedet vil være medlemmer af NATO. Et eksempel er forstærkningsaftaler. Vi kan diskutere meget, hvorvidt de aftaler, som vi har, er gode nok. Men vi skal ikke f.eks. ved en afvisning af depoter sende forkerte signaler til vore allierede om, at vi måske er på vej ud af NATO, for så er der ingen, der lytter til, hvad vi har at sige. Vi skal opfylde vore forpligtelser med det forbehold, som vi har omkring atomvåben og stationering af fremmede tropper. Vi skal arbejde for den atomvåbenfrie zone, men det skal ikke være et isoleret dansk skridt. Vi tager det sammen med Norge og måske Island i NATO samt to neutrale lande udenfor”.

”Det, som jeg nu har sagt, er selvfølgelig mest en model, fordi der vil være konkrete danske interesser, hvor vi alligevel siger nej, selv om vi pådrager os kritik. Det gælder f.eks. i forbindelse med vore forsvarsordninger”.

• Kan du nævne andre ting, som vi skal undlade, fordi det rokker ved vor troværdighed?

”Det har været fremme, at vi skulle forlade den nukleare planlægningsgruppe NPG, og når man læser kommuniqueerne, så kan man da godt undre sig over, at der har været danskere til stede. Men det er ikke et problem, at vi får for mange invitationer til at være med, hvos diskussionerne foregår; problemet er, at vi får for få. Vi bør være med, overalt hvor disse diskussioner foregår”.

Legitime fodnoter

• Er fodnoternes tid forbi?

”Nej, det synes jeg ikke, men man skal arbejde for, at NATOs kommuniqueer afspejler fælles holdninger. Og på at man kun udtrykker sin afstandtagen, når der er klare meningsforskelle. Fodnoterne er et legitimt instrument for et land, der har en afvigende anskuelse. Men jeg synes ikke, at man viser nogen speciel fredsvilje med dem”.

Statssekretærer

• Kjeld Olesen påpegede efter sin udenrigsministertid, at der er fare for, at ministre bliver gidsler for embedsmændene. Lasse Budtz har foreslået, at man modvirker det gennem politisk udnævnte statssekretærer, som kan bistå ministeren. Går du ind for det?

”Jeg synes, at selve den måde ministeriernes ledelse er udbygget på, herunder også udenrigsministeriets, må være et af de spørgsmål, som vi bør se på. Et enkelt menneske kan ikke klare både EF og udenrigs- samt sikkerhedspolitik, uanset hvor dygtige og loyale de professionelle diplomater er. Derfor har alle lande også et styrket element her. Hvordan det skal gøres, så vi ikke støder imod danske traditioner, ved jeg ikke endnu. Men vi er nødt til at analysere dette her”.

”Udenrigsministeriet har en statssekretær, men det er en embedsmand, som er udnævnt, og det var vi kritiske overfor, da det blev indført. Det forekommer mig stadig ejendommeligt, at man har en statssekretær-ordning inden for bureaukratiet. Det bør være en, som kommer og går. Statssekretæren kan ikke overtage ansvaret i forhold til Folketinget; det kan kun ministeren. Men der er behov for en styrkelse af det politiske element. Det er ikke kun tilfældet i udenrigsministeriet”.

Svag opbakning

• Socialdemokratiet selv kan vel også styrkes politisk i forbindelse med sikkerhedspolitikken. Mange dagsordener er vedtaget, men selve partiet har næsten ikke fulgt dem op udadtil med uddybende materiale, som kunne styrke opbakningen og forståelsen i befolkningen?

” Nej, og det er en svaghed, som ikke bare eksisterer i vort parti. Vi opbygger gradvist nogle sekretariater, men det er mest på de hjemlige felter. Alle de større partier burde have en sikkerhedspolitisk rådgiver med en vis status og et vist apparat til at støtte sig. Det er en økonomisk opgave men det er også et spørgsmål om at finde folk, der er dygtige nok. I Socialdemokratiet vil vi støtte netop den side af partiarbejdet. Vi har ikke fundet metoden, men der er behov for det. Der skal skrives omfattende og grundigt om beslutningsgrundlaget, inden man træffer sine afgørelser. Og bagefter til uddybning af hvorfor man har gjort det ene og det andet”.

Ikke-offensivt forsvar

• På et punkt har I lavet et omfattende analysearbejde, nemlig omkring ikke-offensivt forsvar. Hvorfor er det ikke kommet ud?

” Vi har udgivet resultatet af vore overvejelser i en pjece om modernisering af det danske forsvar, men der foreligger et betydeligt mere omfattende analysearbejde end pjecen. Dette materiale bruger vi i vore forhandlinger med regeringen. I forsvarsordningen, som kommer, bør der være et klart signal om den gradvise omstrukturering af det danske forsvar, som passer til afspændingsprocessen. Derfor er det, at jeg har brugt udtrykket afspændings-forsvar i stedet for defensivt forsvar, som jeg anser for et dårligt udtryk”.

” Signalet bliver først og fremmest på materiel anskaffelses-siden. Vi står foran udskiftning både mht. til fly, kampvogne og marinefartøjer. Spørgsmålet er, om det er der, at vi skal bruge alle pengene? Det er jo meget dyre våbensystemer. Eller er det i højere grad til udvikling af våbentyper, som er klart defensive”.

” Jeg mener, at vi skal give materiel anskaffelsen en drejning væk fra blot fornyelse af det gamle med mere moderne våbensystemer af samme klasse. Vi må analysere, om det ikke er mere klogt, at man satser på andre dele, og det får vi jo rig lejlighed til i forsvars-forhandlingerne. Vi er i en tidsklemme, fordi regeringen faktisk, efter vi spillede ud for et år siden, ikke har foretaget sig noget. Der er faktisk ikke sket noget i forhandlingerne, så det bliver nok meget vanskeligt med det tempo at nå resultater, inden forsvarsforliget løber ud. Og så kan situationen blive vanskelig, men vi fastholder altså, at der skal en grundig forhandlingsrunde til, og der gør hele vores tænkning omkring en anden type materiel, en anden type opgaver for det danske forsvar, ind i billedet”.

” Men det er ikke noget, som kan ske fra det ene år til det andet. Det er en drejning i materielanskaffelsen og i den til grund liggende militær-strategiske tænkning”.

• Hvis I fastholder nul-løsningen for budgettet, vil det betyde nedskæringer, idet bevillingerne til NATOs infrastruktur vil vokse stærkt, og det så skal ske inden for et uændret budget. Kan man tænke sig, at væksten i disse bevillinger holdes uden for nul-løsningen?

” Det er et af de vanskelige spørgsmål. Men vores udgangspunkt er, at vi bruger tilstrækkeligt til det militære forsvar, og det vil sige, at de bevillinger skal holdes inden for de rammer, som er afstukket. Og så må vi lægge tingene sådan til rette, at det kan klares. Der er kun det beløb, man kan gøre godt med. Der er en så utvetydig holdning i Socialdemokratiet og i befolkningen til, at man ikke skal bruge flere penge. Så jeg kan ikke forestille mig, vore forhandlere kan komme tilbage til den socialdemokratiske gruppe og sige: Nu sprænger vi livremmen! Det tror jeg ikke på”.

” Det er klart, at hvis man aftaler en lang periode, så kan der undervejs opstå situationer, hvor vi har meget brug for en bestemt type materiel for at understrege den defensive karakter, men så må der nye forhandlinger til. Men selve forliget må have en klar overensstemmelse med det nuværende budget”.

---

i Østergaard-udvalget - et udvalg i Folketinget, dannet i december 1984, med den konservative Knud Østergaard i formandssædet. Bag oprettelsen lå den såkaldte Dyvig-rapport, der var en redegørelse for principper og problemer i dansk sikkerhedspolitik. Peter Dyvig var departementschef i Udenrigsministeriet og rapporten var udarbejdet af embedsmænd efter et initiativ af Svend Auken. Se afsnittet ”Dyvig-rapporten” i opslagsværket Den Kolde Krig og Danmark.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.