www.dragsdahl.dk                                 Hjem

Trykt i Information 26. november 1982

 

 

Krisen for NATOs raketprojekt er USA's "egen skyld"

 

Amerikanske eksperter har advaret imod Reagans forhandlingspolitik, fordi den angiveligt er utroværdig og urealistisk

 

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Allerede i marts advarede fremtrædende amerikanske eksperter Reagan-administrationen om, at hvis den ikke ændrede sin forhandlingspolitik, så ville forhandlingerne i Genève om mellemdistancevåben gå i stå og de allieredes støtte til den såkaldte dobbeltbeslutning gå i opløsning.

Det skete under en høring i Repræsentanternes Hus, som netop er blevet offentliggjort. Eksperterne i rustningskontrol havde meget forskelligt syn på problematikken omkring atomvåben i Europa, men de var enige om én ting: Reagans såkaldte nul-løsning er en dårlig forhandlingsposition.

Præsident Reagan foreslog i en tale den 18. november sidste år Sovjetunionen en byttehandel. Hvis Kreml vil fjerne alle sine mellemdistanceraketter, så vil USA undlade opstilling af 572 atomraketter i Vesteuropa.

Under en høring den 23. februar erklærede Richard Perle, som har udformet den såkaldte nul-løsning, at det amerikanske udspil er ultimativt. Enten accepteres det, eller også bliver raketterne opstillet.

Ultimativt

Perle var en ihærdig modstander af traktaterne med Sovjetunionen angående strategiske våben, SALT. Han mener, at de efter hans opfattelse dårlige resultater skyldes, at amerikanske forhandlere ikke stod fast på deres krav. "Vi vil ikke gentage den fejltagelse", sagde han under høringen. "Vi er taget til Genève med et forslag, som vi kan forsvare; og vi vil forsvare det".

Han fortsatte: "Det vil lykkes for os i Genéve, hvis vi er faste og beslutsomme, hvis vi står ved substansen i vort forslag. Denne substans er rimelig og afbalanceret; den bør ikke ofres under forhandlinger".

Chefen for udenrigsministeriets afdeling for rustningskontrol, Eugene Rostow, udtalte sig i overensstemmelse hermed. Han sagde også, at Sovjetunionen nok først vil forhandle seriøst lige inden raketterne ankommer. Det er en holdning, som han siden har holdt fast ved, og USA's forhandlingsposition har ikke ændret sig.

Skarp kritik

Men den 18. marts kritiserede tre eksperter skarpt administrationens forhandlingsoplæg.

Lynn Davis arbejdede under Carter-administrationen fra en toppost i Pentagon med raketprojektet, og i dag er hun forsker ved Smithsonian Institution. Lynn Davis er stadig tilhænger af dobbeltbeslutningen.

Men under høringen sagde hun: "Forslaget om nul udstationering har haft en gavnlig indvirkning på fredsbevægelsen i Europa, men hvis NATO holder fast ved denne position, så risikerer man at demonstrere mangel på seriøs interesse i faktisk at opnå en rustningskontrol-aftale, og man kan komme til at bære skylden for, at rustningskontrol slår fejl".

Leon Sloss, der er direktør for et sikkerhedspolitisk konsulentfirma og forhenværende leder af Pentagons afdeling for planlægning af strategisk atomkrig, havde bl.a. følgende bemærkninger.

Han kaldte det "meget usandsynligt", at der kan forhandles ud fra administrationens oplæg. "Vor aktuelle holdning til langtrækkende nukleare styrker i Europa er ude i dyb krise", sagde Leon Sloss og fortsatte: "Vi har en plan for udstationering, som er uden videre fornuft militært set, og som har skabt alvorlig spænding inden for NATO-alliancen, Vi har en plan for rustningskontrol, som er i modstrid med planen for udstationering. Desuden kan den næsten med sikkerhed ikke forhandles i sin nuværende form, og den behandles med betydelig kynisme af både vore allierede og vore modstandere".

Raymond Garthoff var medlem af USA's delegation under SALT I forhandlingerne, og han har været ambassadør i Bulgarien. I dag er han forsker ved Brookings Institution. Han kaldte nul-løsningen for "propaganda" og konstaterede: "Det nuværende amerikanske forslag og forhandlingsstrategien (…) indeholder overhovedet ingen udsigter til at kunne udgøre et grundlag for en aftale".

Han sagde, at hvis man vil forhandle oprigtigt, så skal man også se sagerne fra modpartens synsvinkel og derefter gennemgik han punkt for punkt den redegørelse, som Eugene Rostow fra udenrigsministeriet kom med 23. februar.

Kun raketter

Rostow sagde, at USA kun vil diskutere mellemdistanceraketter, da de er den største trussel.

Dertil påpegede Garthoff, at NATO i et par årtier har accepteret, at Sovjetunionen har mange hundrede raketter rettet imod Europa, fordi man mente, at der var balance på feltet. Disse raketter er nu blevet udskiftet med de "mere effektive" SS-20 raketter, men det kan ikke berettige, at NATO nu pludselig kræver alle nye og tilbageværende gamle raketter fjernet, og til gengæld blot vil undlade udstationering af 572 amerikanske raketter, som vil være et helt nyt element i magtbalancen.

"Et forslag af denne art vil, hvis det er den eneste fremgangsmåde, som vi vil overveje, med garanti for de sovjetiske forhandlere og beslutningstagere ikke blot være uacceptabelt, men også virke som udtryk for mangel på seriøs interesse hos USA og NATO i at opnå en forhandlingsløsning", sagde Garthoff.

Han argumenterede for, at man også bør inddrage fly og amerikanske krydsmissiler på flådens fartøjer. Ellers kan USA omgå en aftale f.eks. med placering af krydsmissiler på fartøjer i det europæiske område.

"Hvorfor skal Sovjetunionen gå med til fjernelse af sine landbaserede raketter for at hindre vor fremtidige placering af krydsmissiler på land og så samtidig se gennem fingre med, at vi vil placere de samme missiler på havet, hvorfra de kan nå de samme mål i Sovjetunionen?".

Global begrænsning

Rostow havde for det andet sagt, at USA vil have raketter i hele Sovjetunionen inddraget, selv om de fra baser i Sibirien ikke kan nå europæiske mål. Årsagen er, at SS-20 er et mobilt system, og derfor teoretisk kan flyttes nærmere Europa.

"Den kendsgerning, at SS-20’erne i det østlige Sibirien er mobile eller blot transportable er af ringe betydning", sagde Garthoff. Han påpegede, at SS-20 er placeret på meget store og tunge køretøjer, som man "ikke nemt kan flytte". Hvis russerne alligevel gjorde det, så kunne det observeres i god tid. USA har, sagde Garthoff, langt nemmere ved at flytte flere fly til Europa eller placere flere hangarskibe og fartøjer med krydsmissiler inden for rækkevidde af sovjetiske mål.

For det tredje sagde Rostow, at man kun vil diskutere amerikanske og sovjetiske våben. Han sagde, at USA ikke kan forhandle på vegne af Frankrig og Storbritannien, som har selvstændige atomslagstyrker.

"Hvorfor skulle de (russerne) forpligte sig til begrænsning af – for slet ikke at tale om fjernelse af – de missilstyrker, som er stillet op imod Storbritannien og Frankrig, medens disse lande er stillet frit til uden begrænsninger at opbygge deres strategiske styrker?", spurgte Garthoff retorisk.

Opvejer Sovjets

Han pegede på, at planerne for de to landes fremtidige våben viser, at de kommer i besiddelse af et antal sprænglegemer, som er større end antallet af sovjetiske bomber på SS-20 samt de gamle SS-4 og SS-5 raketter.

Garthoff foreslår, at problemet løses ved, at man medregner franske og britiske styrker i det totale vestlige arsenal, og at Sovjetunionens styrkes så ligestilles med denne sum. Han påpegede også det absurde i, at NATO bygger på princippet om, at et angreb på et medlem er et angreb på alle medlemmer, men at USA alligevel vil se bort fra sine allieredes styrker.

Rostow havde som et fjerde punkt sagt, at der er et lighedsprincip for rustningskontrol, som betyder, at begge "sider" skal underkastes "lige begrænsninger" og have "lige rettigheder".

Men som nævnt er denne ene "side" en vestlig alliance med tre atommagter, og dertil kommer, at der er forskel på jævnbyrdighed inden for antallet af våben.

Flere vesteuropæiske politikere, bl.a. vesttyskeren Peter Corterier, har understreget, at man ikke skal oprette en "eurostrategisk balance", hvor våben i det europæiske område modstilles. Årsagen er bl.a., at man så ville puste til frygte for en atomkrig begrænset til Europa.

Jævnbyrdighed i rustningskontrol er, at begge parter har lige muligheder. Nul-løsningen bryder med dette princip.

Ny kontrol

For det femte fremhævede Rostow, at de hidtil anvendte metoder for kontrol med, at aftaler overholdes, er utilstrækkelige. "Sovjetisk hemmelighedskræmmeri er i sig selv afstabiliserende, og det må ophæves, hvis rustningskontrol skal lykkes". Med dette tænker Rostow på, at Sovjetunionen skal tillade amerikanske personlig inspektion af sovjetiske militære anlæg.

Garthoff nævner, at det er de krydsmissiler, som USA vil indføre, der udgør et "alvorligt problem" for kontrollen med en aftale. Det er hans ønske, at man gennem begrænsningens art – det vil reelt sige forbud imod krydsmissiler – kan gøre behovet for inspektion overflødigt. Han advarer kraftigt imod, at man i forbindelse med rustningskontrol stiller krav angående politiske ændringer i Sovjetunionen og det er den amerikanske målsætning ensbetydende med.

Kilde:

Overview of Nuclear Arms Control and Defense Strategy in NATO. Hearings before the Subcommittees on International Security and Scientific Affairs and on Europe and the Middle East of the Committee on Foreign Affairs, House of Representatives. US Government Printing Office 1982.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.


www.dragsdahl.dk