Trykt i Weekendavisen, sektionen Bøger, 21. august 2015

 

 

Anklage mod forlag

Kommentar: Gyldendal har et medansvar for Bent Jensens fortsatte forbrydelse

Af JØRGEN DRAGSDAHL
 

Har forlaget Gyldendal et ansvar for, at Bent Jensens ”Ulve, får og vogtere” bruges til bagvaskelse?

Hidtil har forlaget undsluppet kritik af sin rolle i offentliggørelsen af dette meget fejlfyldte værk. Mellem de få undtagelser er den norske professor Helge Pharo, som i sin knusende kritik af bogen i Historisk Tidsskrift påpeger en helt utilstrækkelig redaktionel indsats fra Gyldendals side.

Måske er årsagen, at kritikken af bogen anses for politisk. Men fejlene i bogen skyldes især elendigt håndværk. Det er muligt, at mange fejl skyldes forfatterens politiske hensigter, men i så fald er han ude i bevidst vildledning, og det giver også forlaget et medansvar.

Det er ikke uset, at forlag påtager sig et ansvar, når de har forgiftet det offentlige rum med makværk. Nogle bøger er blevet trukket tilbage, andre er blevet rettet før nye oplag eller har fået indlagt rettelsesblade.

I forbindelse med Jensens bog er forlagets passivitet ekstra bemærkelsesværdig, idet forfatteren anvender værket til forsvar af sin forbrydelse. Det sker eksempelvis i Weekendavisen den 31. juli, hvor han vil sløre, at han med rette både er blevet udsat for hård kritik af faghistorikere og dømt for brud på straffeloven af Højesteret. Det sker med et angreb på mig. Han skriver, at i hans bog er der ”ingen urigtige beskyldninger” mod mig. Der er tvært imod ”en fyldig beskrivelse og dokumentation” af min ”desinformationsvirksomhed”, og Jensen har ”stor tilfredsstillelse” over, at ”denne skændige aktivitet” nu er let tilgængelig for den læsende offentlighed”.

Jensen er her ganske fræk. Han er eksempelvis af Højesteret blevet idømt straf, mortifikation og tortgodtgørelse for netop de linjer, som i bogen gentages på side 576. Han hævder her, at jeg ifølge PET var KGB-agent. Der er altså ikke blot ”urigtige beskyldninger” i bogen – der er også kriminelle anklager, som han er dømt for.

Det er en grundlæggende præmis i Højesterets dom (side 54), at Bent Jensen skrev mod bedre vidende, idet han var klar over, at PET ikke havde fundet grundlag for, at der skulle rejses tiltale mod mig. Det er også et gennemgående træk i Bent Jensens bog, at han i omtalen af mig skriver mod bedre vidende, og at forlaget har tilladt det.

Han har eksempelvis side 574-575 en gribende skildring af, hvordan daværende PET-kriminalinspektør Per Larsen i 1992 samarbejdede med Ekstra Bladet, da det beskyldte mig for spion-virksomhed. Jensen hævder, at dette blev ”bekræftet og dokumenteret i 2010”. Ifølge en fodnote er denne dokumentation udtalelser af Ekstra Bladets tidligere journalist Jakob Andersen til Jyllands-Posten. Bogen ignorerer dermed, at Per Larsen i Østre Landsret under eds ansvar har kaldt Andersens version for ”vrøvl” og afvist, at han samarbejdede med Ekstra Bladet (ØL-dom side 59-61). Gyldendal har kendskab til Per Larsens vidneudsagn, idet en medarbejder overværede samtlige retsmøder, men alligevel har man accepteret, at løgnen blev trykt.

Der er i bogen flere andre eksempler på, at Jensen skriver mod bedre vidende.

Det sker også hyppigt, at Jensen manipulerer groft. Her blot nogle få eksempler. Han omtaler side 575-576 en annonce, som en kommunistisk frontorganisation fik indrykket med underskrifter mod NATOs såkaldte dobbeltbeslutning om atomvåben. Derefter hævder han, at jeg var bag en indsamling af underskrifter til annoncer med ”en lignende opfordring”. Men denne annonce vendte sig faktisk også imod Warszawa-pagtens atomoprustning, så den var ikke ”lignende”. Side 580 hævder han, at Information, hvor jeg arbejdede, ”reelt var talerør for den af KGB/DKP stimulerede fredsbevægelse”. Men han ved formentlig og fortier, at af den østtyske efterretningstjeneste Stasi blev Information kaldt"hovedtalerør" for "fjendtlige aktiviteter imod progressive fredskræfter i Danmark" og de socialistiske landes fredspolitik, og at jeg i den forbindelse skrev ”hetz-artikler”.

Hans kneb er ofte groteske. Jeg beskyldes for desinformation ved hjælp af manipulerede kilder, og et eksempel er, at jeg har henvist til artikler af Michael Getler i Washington Post. Så enhver kan forstå, at Getler er helt utroværdig, hævder Jensen, at denne i 1973 skrev en artikel i Washington Post angående NATOs militære styrke, som bygger på en ”ikke-eksisterende undersøgelse”. Men Getler er en af USA's mest respekterede journalister – senest ombudsmand ved det offentligt finansierede radio- og tv-selskab PBS. Jeg citerede Getler, fordi han var sikkerhedspolitisk medarbejder gennem en årrække ved hovedstadsavisen. Og den angiveligt ikke-eksisterende undersøgelse fra 1973 er kilde i adskillige akademiske værker samt i rapporter fra Kongressen.

Det er sædvane for Jensen, at han udelader informationer, hvis de er i strid med hans anklager eller kan nuancere dem. Det oplyses således (side 595), at ”mange” af mine kilder i USA er tilknyttet det lille ”USA-kritiske, venstreorienterede” forskningsinstitut IPS i Washington. Fra retssagen kender han imidlertid en oversigt på mine 100 vigtigste kilder, hvoraf kun 3 er fra IPS, og Jensen har ikke modbevist dette bilag. Han henviser til, at jeg har skrevet ”artikler” i et blad, som det sovjetiske pressebureau APN udgav i Danmark. Der er kun én artikel fra november 1989. APN var meget inspireret af Gorbatjovs åbenhed (glasnost). Jensen oplyser i sin fodnote ikke artiklens sigende titel:”Opgøret med rød militarisme skaber nye udfordringer”.

Det kan ske, at man kommer i tvivl under læsningen: Skyldes fejlene svindel eller blot ekstrem sjusk? I et angreb på mig og fredsforskeren Anders Boserup henviser han til en amerikansk forskers bog og påstår, at der ikke i det ”amerikanske værk eller andre steder” er ”så meget som antydning af dokumentation for”, at Boserups ideer påvirkede den sovjetiske ledelse (side 684). I sine fodnoter overser Jensen sjovt nok præcist de sider, hvor denne dokumentation fremlægges. Hvorfor det absolutte sprogbrug?

Det er min vurdering, at der kan fremdrages adskillige hundrede fejl fra Jensens to-bindsværk. Jeg har i et fagtidsskrift for historikere, som naturligvis kontrollerer bidrag, over tyve sider fremlagt mange flere eksempler fra de dele af værket, hvor jeg ikke er omtalt. Jensen fik plads til et svar, men han begrænsede sig til personlige angreb – at jeg f.eks. er ”bedrevidende”. Fejlene strækker sig over hele spektret af fejl, som en historiker kan begå. Mellem det værste er plagiat, som gentager andres fejl. Men falske fodnoter, som mangler det påståede indhold, er næppe heller en dyd. Dertil kommer brug af højreekstremistiske kilder. Vigtige kilder, herunder dansk arkivmateriale, er ikke anvendt.

Ja, gennemgang af Jensens makværk er ikke nemt læsestof, og jeg har naturligvis, indtil dommen faldt, kun været en ligeværdig part i sagen. Men det er ikke normalt, at dømte kan fortsætte deres forbrydelse i massemedierne, og det sker heller ikke normalt, at deres ofre må tilbagevise dem igen. Når jeg alligevel tager Jensens indlæg op, er årsagen ikke blot, at jeg ikke vil finde mig i fortsat bagvaskelse. Det er også et problem, at institutioner, som burde sikre kvalitet i samfundsdebatten, svigter.

Forlaget bør efter min mening overveje, hvorvidt det fortsat vil have et medansvar for Jensens adfærd. Man kan f.eks. nedsætte et panel af historikere, som gennemgår bogen og derefter udgive et bind med rettelser. Minimum må være, at man med et indstik tager afstand fra bl.a. direkte ulovlige afsnit.

Pressen har også et ansvar. Der er mange eksempler på, at forfattere bliver taget ved vingebenet af journalister. Den nylige kritik af Jacob Holdt for overdramatisering af sine oplevelser er et nyligt eksempel. Tidligere er et kold-krigs leksikon også blevet udsat for kritik. Netop journalisters rolle er vigtig, fordi læserne kan anse dem for uafhængige vurderingsmænd, der har særlig vægt. Der er fare for, at læsere ellers blot vælger den parts-version, som de har mest sympati for. Der er også fare for, at pressen på grund af passivitet i Jensens tilfælde, men aktivitet i f.eks. Holdts tilfælde, virker ideologisk styret.

I forbindelse med ”Ulve, får og vogtere” er problemet særligt stort. Værket er offentligt finansieret og udkommet i stort oplag. Det angriber folk, som ikke kan svare igen, da de er døde. Men først og fremmest er værket og forlagets passivitet en udsøgt fornærmelse imod alle de mennesker, som af diverse årsager ikke kan gennemskue det, og som lades i stikken. Det er mit indtryk, at mange pressefolk og historikere godt ved, at den er gruelig gal, men for dem er det nok, at makværket er erkendt for, hvad det er, i deres egne elitære cirkler.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.