Meget farlig mission i Afghanistan - (SIKKERHEDSPOLITIK) - Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 3, juni 2006

Danske soldater er sendt til en "heksekedel", hvor de bl.a. skal slås imod terrorister, narko-handel, religiøs ekstremisme, korruption og nabolandes fjendtlige hensigter.

Udsendelsen af danske soldater til det sydlige Afghanistan er, ifølge forsvarsminister Søren Gade, ”en meget farlig mission”.

Man kan desuden ikke sætte en slutdato på engagementet, tilføjer han, fordi ”sikkerhedssituationen er kompleks og uforudsigelig”.

Begge udtalelser er fremsat i korte avisinterview og svar på spørgsmål i Folketinget – inden kamphandlingerne i Helmand og Kandahar provinserne, hvor de 290 soldater udstationeres, blev optrappet kraftigt i slutningen af maj.

Forældet trusselsvurdering

Før Folketinget i januar behandlede udsendelsen havde Forsvarets Efterretningstjeneste udarbejdet en rapport, som i den offentlige version fylder to sider. I den konstateres, at ”truslen for angreb og terrorhandlinger fra oprørsstyrker og terrorgrupper er HØJ i hele Afghanistan”. Man tilføjede, at antallet af angreb er størst i de sydlige og sydvestlige dele.

FE oplyser til Hjemmeværnsbladet, at man ikke har planlagt en offentlig nyvurdering af forholdene, men at situationen følges løbende med rapporter, som kun regeringen har adgang til[i].

Vurderingen fra FE blev anvendt flittigt af engagementets modstandere, især SF’s ordfører Holger K. Nielsen. Han pegede på risikoen for, at den danske styrke kan lide betydelige tab. Flertallet valgte en mere optimistisk holdning. Socialdemokratiets ordfører erkendte, at opgaverne i den sydlige del af landet kan blive ”farligere” end dem, som danske soldater hidtil har haft i andre dele af landet. Men sammen med andre ordførere, som støttede udsendelsen, gav han udtryk for, at soldaterne er på en ”oprydningsopgave”, idet de hovedsagelig skal støtte den afghanske regering, så området kan blive stabiliseret og civil udviklingsbistand kan organiseres.

Sommeroffensiv

I løbet af foråret har oprørerne modtaget så store forstærkninger fra lejre i Pakistan, at de sydlige provinser på det nærmeste er blevet oversvømmet med guerilla-soldater. Adskillige presse-rapporter oplyser, at Taliban-bevægelsen har enheder på op til et par hundrede mand, og at de i vidt omfang kontrollerer landområderne uden for de større byer. Der udkæmpes regulære slag med regerings-styrker, som får støtte fra de vestlige styrker – endog tunge amerikanske bombefly er blevet indsat. Desuden er bl.a. canadiske soldater blevet udsat for selvmordsattentater, som har krævet tab.

Optrapningen af kampene er, mener flere iagttagere, starten på en sommeroffensiv fra oprørernes side. Deres ledelse er opmærksom på, at de nye NATO-soldater i området kommer fra lande, som ikke er vant til store tab. Håbet er så åbenbart, at heftige angreb, mens de fremmede endnu ikke har vænnet til forholdene, skal tvinge NATO på tilbagetog. Britiske militære kilder ser imidlertid også en chance i oprørernes offensiv. Når de optræder i store enheder kan vestlig militær slagkraft anvendes med størst effektivitet. Den optimistiske vurdering er, at oprørerne kan tilføjes et varigt nederlag, så indsatsen for genopbygning får bedre vilkår.

Regeringen i Kabul hævder, at sikkerhedsproblemerne især skyldes, at ”terrorister” invaderer landet fra Pakistan. Præsident Karzai har flere gange kritiseret nabolandets regering, fordi den ikke slår hårdt nok ned på Taliban-bevægelsens tilholdssteder i de vanskeligt tilgængelige bjergområder.

Lokal opbakning

Men det er muligt, at sikkerhedsproblemerne, som forsvarsminister Gade antydede, er noget mere komplekse.

Adskillige eksperter mener, at oprørerne har et fodfæste i den lokale befolkning, hvor utilfredsheden med regeringen i Kabul og nu de nye NATO-styrker kan være stor. Det er tilsyneladende ikke et emne, som er blevet analyseret fra dansk side. Under Folketingets behandling af udstationeringen henviste udenrigsministeriet til en ældre opinionsundersøgelse i hele Afghanistan. Ifølge den er NATO’s indsats populær. Men tallene viste også, at det måske ikke er tilfældet i netop Helmand-provinsen, hvor hovedparten af de danske soldater skal operere.

I en rapport udarbejdet i maj af britiske og irske nødhjælpsorganisationer hedder det opsummerende, at der er ”ethvert tegn” på, at sikkerhedssituationen forværres, fordi Taliban-oprørerne bliver stærkere. De har angiveligt et ”effektivt tilflugtssted” i den lokale befolkning, idet de kan drage fordel af ”voksende folkelig antipati mod den internationale tilstedeværelse” og ”et klima af frygt”, som de selv har skabt med trusler mod folk, der samarbejder med den internationale styrke”. Ifølge andre rapporter har 70 procent af befolkningen ikke bestemt sig for, hvem de vil holde med.

Der er risiko for, at de vestlige styrker under kampene med oprørerne støder befolkningen væk fra sig. Massiv vestlig magtanvendelse omfatter fly-angreb, og der har været flere tilfælde, hvor den civile befolkning, ifølge lokale regeringsmyndigheder, af den grund har lidt tab. Problemet kendes fra andre krige mod oprørere: Man kan dræbe nogle, men undervejs får man skabt flere.

Skræmmende spor

Sporene efter tidlige indgreb udefra i Afghanistan er skræmmende. I det 19. og 20. århundrede efterstræbte briterne tre gange, forgæves, kontrol med Afghanistan. Krigene var meget blodige. I ti år, fra 1979-89, kæmpede op imod 100.000 sovjetiske soldater sammen med et par hundrede tusinde regerings-soldater mod oprørere. I samme periode anvendte Moskva, oplyser det store amerikanske forskningsinstitut RAND, årligt, hvad der svarer til omkring 35 milliarder danske kroner på bistand til det civile samfund.

NATO har anvendt langt færre ressourcer end Sovjetunionen – og har støtte fra langt mindre regeringstro styrker. Fra Taliban-styret blev fjernet i 2001 til midt i 2004 udgjorde den samlede bistand til genopbygning og humanitære opgaver lidt over 22 milliarder kroner, fremgår det af en rapport fra det danske udenrigsministerium. Niveauet er ikke siden blevet hævet markant. På en international konference tidligt i år lovede en rækker donor-lande øget bistand, men det er stadig meget mindre, end Sovjetunionen, forgæves, anvendte. Løfterne lå meget under det behov, som regeringen i Kabul fremlagde.

For få soldater

Naturligvis kan NATO’s og Sovjetunionens indsats ikke sammenlignes direkte. Sovjetiske styrker dræbte omkring 1 million afghanere, og invasionen af landet blev fordømte bredt internationalt. NATO har et mandat fra FN, og den nuværende regering i Kabul bygger på demokratiske valg. Desuden forsynes oprørerne ikke denne gang af USA eller andre stormagter med våben. Især missiler til nedskydning af fly gav de sovjetiske styrker alvorlige problemer, og oprørerne må tilsyneladende nu klare sig uden.

Det er dog diskutabelt, hvorvidt NATO’s styrker er så store, at de kan opnå den ønskede kontrol. USA har 18.00 mand, men en nedskæring med et par tusinde er planlagt. NATO vil i løbet af sommeren komme op på omkring 15.000. Dertil kommer så den afghanske regeringshær på 29.000 mand, der plages af mangler i forbindelse med bl.a. udrustning. Fordi Afghanistans befolkning er på 26 millioner, udgør sikkerhedsstyrkerne en andel, som ligger langt under det niveau, som er ønskeligt i forbindelse med stabilitets- og genopbygningsopgaver, og som er anvendt i f.eks. Kosovo.

FE pessimistisk

NATO står heller ikke med udfordringer, som er meget mindre end dem, der medførte sovjetisk nederlag.

Vurderingen i januar fra Forsvarets Efterretningstjeneste af landets tilstand var holdt i meget pessimistiske vendinger. Der er, skrev man, udsigt til, at landets styre vil blive mere konservativt og mindre pro-vestligt. Størstedelen af landets nationalindkomst stammer fra ulovlig produktion af opium, og FE skrev, at opiumsøkonomien er en ”integreret del af den afghanske magtstruktur”. Man anså det ikke for sandsynligt, at en effektiv kampagne mod opium kan gennemføres. Politiet er præget af korruption. Opløsning af ulovligt bevæbnede grupper vil, skrev FE videre, blive ”vanskelig”, og man anslog, at disse grupper har omkring 100.000 medlemmer.

Faktisk er betegnelsen ”heksekedel” meget passende i forbindelse med Afghanistan. Oprørerne er ikke det eneste problem. NATO skal i samarbejde med regeringen i Kabul finde løsninger på en lang række problemer, som både har et selvstændigt liv og er indbyrdes forbundne:

Heksekedel

Statsmagten er svag. Nok er der gennemført frie valg, men parlamentet udgør ikke et solidt fundament. Adskillige rapporter peger på dybe kløfter mellem de mål, som afghanske og udenlandske politikere har opstillet, og de faktiske resultater efter mere end fire års indsats.

Lokale krigsfyrster er imod en centralmagt. Afghanistan er et kludetæppe af vidt forskellige etniske grupper, stammer og klaner, som vil bevare en høj grad af selvstændighed og ligger i indbyrdes konflikt. Lokale magthavere er ofte regulære krigsfyrster med egne væbnede styrker. Fordi NATO’s målsætning er, at centralmagten skal styrkes, vokser risikoen for, at krigsfyrsterne vil anse de fremmede for en trussel.

Narkotika-handel er landets største industri. Cirka 90 procent af den heroin, som sælges i Europa, stammer fra Afghanistan. Et meget omfattende netværk af bønder, korrupte embedsmænd og narko-bander er derfor i konflikt med både Kabul-regeringen og internationale organisationer, som vil udslette heroinens kilder. Det er sandsynligt, at lokale krigsfyrster og oprørsgrupperne tjener på narko-handel. Ifølge flere rapporter er opiumshøsten på vej mod nye rekorder. Det er især Helmand-provinsen, der er plaget af problemet.

Naboer ønsker ikke stabilitet. Iran spiller en voksende rolle i de vestlige provinser, hvor landets shia-muslimske befolkning er koncentreret. Stærke religiøse og økonomiske bånd går på tværs af grænsen. Der er flere tegn på, at Teheran modarbejder Kabuls indflydelse i området. Hvis den vestlige verdens konflikt med Iran optrappes, kan et af modtrækkene fra Teheran blive uro i grænseområderne. I Pakistan leverer millioner af flygtede afghanere rekrutter til Taliban, som desuden sammen med Al Qaeda opnår støtte fra pakistanske islamister. Det er muligt, at pakistanske statsorganer deltager i den undergravende virksomhed.

For danske soldater udgør karikaturtegningerne af profeten Muhammed et ekstra problem. FE har oplyst, at kendskabet til dem er meget udbredt. Den amerikanske forsvarsekspert Seth Jones fra forskningsinstituttet RAND opholdt sig i afghanske landsbyer, da krisen var på sit højeste. Han oplyser, at Al Qaeda og Taliban med stor effektivitet anvendte tegningerne til rekruttering. Så Dannebrog vil næppe være et symbol, som danske soldater ligefrem vifter med.

[i] Efter artiklen blev skrevet offentliggjorde FE en ny trusselsvurdering. Se ”Dansk Afghanistan-rapport ignorerer nye trusler”. Information 8. juni 2006