Trykt i CS-bladet februar 2003

Jordskælv i andedammen

USA får efter en sejr over Saddam brug for mange hundrede tusinde soldater til en besættelse

Af JØRGEN DRAGSDAHL

For et par tusinde år siden pralede Mesopotamiens kejser Assurbanipal af, at han havde otte konger, som løb ved siden af stridsvognen. Men de slap billigt sammenlignet med ambassadørerne hos den  romerske kejser Caligula. Han forlangte, at de skulle trække vognen.

Chefredaktøren på det tyske ugeblad Die Zeit, Michael Naumann, trak for nyligt denne parallel til gamle dage, da han kommenterede det åbne brev med solidaritetserklæring til USA, som Danmarks statsminister underskrev sammen med syv andre europæiske statsmænd.

Også de slap billigt sammenlignet med ambassadørerne fra ti små østeuropæiske lande, som søger optagelse i NATO. De otte skrev tilsyneladende selv brevet. Ambassadørerne i Washington måtte underskrive et brev, som var forfattet af den republikanske aktivist Bruce Jackson – lederen af en organisation, som arbejder for udvidelse af NATO med netop disse lande. De havde reelt ikke noget valg.

Som Naumann noterer, så er det et fremskridt, at kejsere ikke længere brutalt ydmyger deres undersåtter. Nu har vi fået robust diplomati. ”Fremtiden for Pax Americana hviler på overbevisende militære trusler samt venskabelig armvridning mellem allierede”, konstaterer chefredaktøren på Die Zeit.

Vi vil i de kommende uger utvivlsomt få rig lejlighed til at vurdere andre fremskridt, som må være sket siden d’herrer Assurbanipal og Caligula. Lige nu er tilbageskridtene, sammenlignet med tilstandene for et par år siden, mere iøjnefaldende.

Amerikanske imperialister

Vesteuropa har naturligvis levet under amerikansk overherredømme siden anden verdenskrig, og siden den kolde krigs afslutning er det blevet stadigt mere iøjnefaldende, at USA har fået et globalt imperium.

Herhjemme er det en konstatering, som knapt kan hviskes i pænt selskab, men amerikanske eksperter, især konservative, skriver i stribevis af artikler og bøger, hvor ”imperium” og ”imperialisme” ikke er fyord. Da en af ideologerne bag Bush-regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitik, Bill Kristol, blev spurgt om, hvad han vil kalde sine meningsfælles, svarede han: ”Jeg foretrækker neo-reaganister, neo-konservative, høge, amerikanske imperialister”.

En af de første skribenter, som drog en parallel mellem romernes rige og USA’s,  var Zbigniew Brzezinski, som for mere end et par årtier siden var sikkerhedsrådgiver for præsident Carter og siden har styrket sit ry for skarp tænkning. I et værk fra 1997, Det Store Skækbræt,  konstaterer han frimodigt: ”Den brutale kendsgerning er, at Vesteuropa, og stadigt mere også Centraleuropa, stort set er et amerikansk protektorat, hvor de allierede stater ligner gamle tiders vasaller og tribut-skyldige”.

Ny mand på tronen

Det kunne en del europæere godt leve med, så længe den onde fjende i Øst gjorde sammenhold til en dyd, og bagefter var imperiets hersker en smidig mand, som lyttede til sine undersåtter, ja næsten anså dem for ligemænd. I 90’erne blev USA’s ledelse endog anset for en overgangsordning, som skulle bane for en global retsorden styret af FN.

Men efter Bush kom på tronen, har europæerne i den transatlantiske elite følt sig rigtigt skidt behandlet. Internationalt svarer et imperium til, hvad diktatur er på det nationale plan. Aldrig før har amerikanske ledere hånet europæere så konsekvent. Aldrig før har amerikanske opinionsledere svinet europæere til så groft. Og aldrig før har den europæiske opinion og en del medlemmer af eliten svaret så hårdt igen. Forskere brugte 90’erne til lærd debat af en voksende transatlantisk kløft, men nu er den brudt ud på mere folkeligt niveau.

Småstatens debat

I den sammenhæng er debatten i småstaten Danmark ganske underholdende. Landet har placeret sig så uheldigt i forhold til det europæiske sikkerhedspolitiske samarbejde, at det ikke har noget alternativ til en alliance anført af USA, og det har alvorlige følger for den frie tanke. Læg dertil, at ”ekspertise” ikke er det første ord, som falder i tankerne, når man ser på de folkevalgte og pressens førende folk.

Vi har således oplevet et par ugers heftige udfald mod Tyskland, Belgien og Frankrig. Disse lande svigtede angiveligt NATO’s ”musketer ed”, da de ikke ville komme Tyrkiet til undsætning i NATO.

Enhver med lidt kendskab til alliancen ved naturligvis, at den såkaldte ”musketer ed” er knyttet til NATO-traktatens artikel 5, som kun har relevans, når ”et væbnet angreb” mod et medlem har fundet sted. Artiklen er endog så snedigt udformet, at hvert enkelt medlem selv kan vurdere hvilke skridt man ”anser for nødvendige”. Teoretisk set kan en protestnote opfylde den dyrebare ed. Denne fleksibilitet er indbygget, fordi et væbnet angreb mod et medlem kan være selvskabt gennem provokerende adfærd, og så ville traktatens vise fædre gerne betakke sig for pålagt solidaritet.

Tyrkiet truer

Tyrkerne var da også lidt kvikkere. De påkaldte sig artikel 4, som har denne ordlyd: ”Deltagerne vil rådføre sig med hverandre, når som helst nogen af dem mener, at nogen af deltagernes territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed er truet”.

Nu kan man jo føle og mene så meget. Men er det ikke USA, som truer Tyrkiets nabo? Er det ikke USA, som vil gøre Tyrkiet til et springbræt for invasion? Og er det ikke Tyrkiet, som i den forbindelse, vil rykke ind i den kurdiske del af Irak, hvor den lokale befolkning næppe med begejstring afventer arvefjendens ankomst? Mener Tyrkiet sig virkelig truet af Irak?

Mig bekendt påpegede kun Tage Bauman, den kyndige sikkerhedspolitiske medarbejder ved Danmarks Radios Orientering, den ilde lugt i nogle politikeres og lederskribenters argumentation.

Kosovo misbruges

Bedre har argumentationen ikke været, når nogle politikere påviser, at et FN mandat slet ikke er nødvendigt før en invasion af Irak. Kosovo! - lyder det. NATO angreb jo i 1999 Jugoslavien, og det skete uden FN-mandat.

Hukommelse kan være en slem byrde, og derfor er det jo rart, at den kollektive hukommelse ikke er så solid, at den ligefrem tynger i forbindelse med sikkerhedspolitik. Virkeligheden er nemlig en ganske anden end det, som nogle nu hævder.

I forsommeren 1998 kom Kosovo op i NATO. Men adskillige lande, deriblandt Danmark, afviste totalt, at et indgreb uden FN-mandat var tænkeligt. Man skal ikke afsløre sine kilder, men hvis dokumentation ønskes, så bragte Weekendavisen den 26. juni 1998 en artikel fra Bruxelles med overskriften: ”NATO på glidebanen”. Heri fastslog en kilde: ”Hvis NATO slår til uden et mandat, nedbrydes respekten for international lov, og så baner man vej for flere brud”.

Den afvisende holdning i NATO til et indgreb uden FN-mandat var så stærk, at man først skred til handling i sidste øjeblik, da et folkemord tilsyneladende var undervejs. Angrebet var nødvendigt, fordi man helt akut skulle forsvare værgeløse, og det er jo en retfærdig sag, som er hævet over juristeri i FN.

Intet fortilfælde

Uenigheden i NATO bestod - trods opbakningen til et angreb på Jugoslavien. Bag lukkede døre foregik et hårdt slagsmål i forbindelse med udformningen af NATOs grundlov, det strategiske koncept med retningslinjer for alliancens adfærd.

Udkast til konceptet, som CS-bladet har læst, viser, at nogle lande ikke længere ville have, at et FN-mandat skulle være forudsætningen, inden alliancen kunne gribe ind i konflikter. Men deres ønsker blev afvist.

På vanlig vis indgik konceptets forfattere et kompromis, så behovet for FN-mandat fremhæves ikke klart. Men hensigten er klar, hvis man ser på afsnit i det sidste udkast, som blev udeladt i den endelige version. I konceptets afsnit 31 omtales, hvordan NATO har tilbudt, at man vil stille styrker til rådighed for FN og OSCE under disse organisationers myndighed. I udkastet kan man se, at nogle ville fremhæve, at NATO ikke har brug for FN’s mandat. ”Alliancen er beredt til handling på egen hånd, hvis det er nødvendigt, som det var i Kosovo-krisen, i et svar på trusler mod sine sikkerhedsinteresser og det euro-atlantiske områdes stabilitet”.

Hvis denne sætning var kommet med, kunne Kosovo med rette kaldes et fortilfælde, som baner vej for indgreb i Irak uden FN-mandat. Men sætningen blev strøget, og det afspejler, at alliancen dengang afviste en sådan tolkning.

Blændet af Clinton

Mens Clinton var præsident blev Danmark en meget nær allieret af USA. Hans udenrigs- og sikkerhedspolitiske synspunkter passede godt ind i det traditionelle socialdemokratiske syn på verden. Republikanerne angreb ham hårdt, og der blev produceret skarp ammunition af konservative amerikanske strateger. Men også oppositionen i Danmark lyttede vanen tro kun til, hvad der blev sagt fra tronen i Det Hvide Hus.

Derfor var politikere og andre meningsdannere i Danmark ganske uforberedte, da Bush-folkene kom til magten med en opfattelse af USA’s rolle i verden, som lå langt fra Clintons. Man havde overset høgene i 90’erne, og nu troede man, at en supermagts kurs lå fast, trods nye ledere.

Hvis man havde været nærmere på de europæiske politikere og forskere, som arbejder for udvikling af EU’s forsvars- og sikkerhedspolitik, havde man været bedre forberedt. Vidende folk i EU-kommissionen vidste, at et dramatisk kursskifte var på vej, og WEU’s sikkerhedsinstitut havde sendt en forsker til USA, som inden magtskiftet i Washington ganske præcist beskrev den kommende revolution.

Jordskælv

Vi står nu midt i et storpolitisk jordskælv, som mindst får følger, der kan sammenlignes med begivenhederne, da muren faldt.

Talsmænd for Det Hvide Hus sammenligner situationen med tiden efter anden verdenskrig, da en ny verdensorden blev skabt. Gamle alliancer brydes op; gamle institutioner står for fald. Hvad der vil ske videre frem er uklart, fordi krigen mod Irak kan blive meget afgørende. Hvis amerikanerne får en hurtig sejr, og hvis man får oprettet et demokratisk styre, vil de folk,  som man ifølge Bill Kristol gerne må kalde ”amerikanske imperialister”, stå meget stærkt. Vi kan så se frem til hårdt pres på flere slyngelstater, måske flere krige. Men hvis alt går godt, kan vi få en mere sikker verden med færre diktaturer. Småstaten Danmark kan så hygge sig under USA’s overherredømme.

Men det er et meget stort ”hvis”, og prisen bliver stor.

Den amerikanske hærchef, general Shinseki, har under en høring i Senatet varslet, at man til ”en besættelse” af Irak får brug for ”adskillige hundrede tusinde soldater”.

Man skal, forklarede han, efter fjendtlighederne kontrollere et område, som ”geografisk er ganske omfattende – med etniske spændinger, som kan medføre andre problemer”. Så der bliver brug for ”en betydelig tilstedeværelse på landjorden, som kan opretholde et trygt og sikkert miljø, som kan sikre, at folk får mad,  at vand fordeles”.

For USA’s væbnede styrker vil det være en meget stor byrde, hvis man selv skal løse opgaven, så derfor påpegede general Shinseki, at det ”vil være gavnligt med bistand fra venner og allierede”.

Så der er udsigt til, at den næste fase i danskernes debat bliver: Skal vi deltage i besættelsen af Irak de næste mange år? Forhåbentlig vil en beslutning først blive taget efter lidt mere grundige overvejelser, end vi hidtil har oplevet.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.