Trykt i Information 6. april 1994

Den medieskabte verdensuorden

Traditionel opfattelse af internationale relationer bliver rystet af globale kommunikationsmidler.

Af  JØRGEN DRAGSDAHL

Hvorfor virker mange analyser af en forvirret tid så afsindigt dumme?

Mangfoldige svar trænger sig på, men hvis vi bliver ved det generelle, er et af de bedste, at tiden med god grund er forvirret. Rammer, som gav forståelse, har mistet deres berettigelse. Alligevel klamrer nogle sig til dem. De skaber orden i tanken.

Forståeligt, men dumt. Erkendelse af det nye, som ligger gemt i opbruddet, blokeres; de ordentlige rammer modsiges konstant af nye indtryk.

Dumheden kan opleves for fuld udblæsning i analyser, som fra den angiveligt videnskabelige disciplin international politik henter "realismens" doktriner, eller fra historien og storpolitikken henter den nært beslægtede "realpolitiske" forståelse.

I realismens grundopfattelse anses staterne for de centrale aktører, som, rationelt, stræber efter forbedring af deres relative magtposition. Massiv fallit for dette redskab, når det gælder forudsigelse af den kolde krigs afslutning, har ikke været afskrækkende nok. Udenrigs- og sikkerhedspolitisk journalistik trasker stort set videre i spor, hvor fokus helt er på snævre "nationale interesser" og statslederes beslutninger. Det forsvares med, at mindst siden de gamle grækere har nogle lovmæssigheder styret staternes spil.

Opgøret

Opgøret med denne forståelsesramme har i nogle år præget akademiske tidsskrifter. Med Michael O’Neills værk, The Roar of the Crowd, er det nu også kommet til journalistikken.

Han er en af fagets aktive udøvere med praktisk erfaring siden 1950 i dækning af internationale anliggender for amerikanske nyhedsmedier. Talrige er kommentarerne, som påpeger disse mediers magt – hverken interventionen i Somalia eller Bosnien kan forstås uden henvisning til deres afgørende rolle. Nyt er det, at O’Neills eksempler i vidt omfang er hentet fra Sovjetunionens og de østeuropæiske diktaturers sammenbrud.

Men han går videre, idet bogen leder efter nye forståelsesrammer, så "mediernes magt" kan analyseres i dybden.

Globale kræfter

De globale kommunikationsmidler har, argumenterer han, givet internationale relationer helt nye former:

• Den offentlige mening er en ny magtfuld kraft i nationale beslutningsprocesser og internationale anliggender.
  
  
• Globale økonomiske forhold betyder mere end traditionelle sikkerhedshensyn under udviklingen af en ny verdensorden.
  
  
• Den nationale suverænitet undergraves af transnationale virksomheder, grænseoverskridende interessegrupper, globale informationsnetværk og græsrodsbevægelser.
  
  
• Sociale og politiske spændinger vokser dramatisk, fordi nye informationssystemer overhaler regeringsinstitutioners tilpasningsevne.
  
  
• Den gamle diplomatiske tradition, som helst virkede i det skjulte, er brudt sammen. I stedet for snævre diplomatiske kanaler har vi mellem nationerne fået flersporede motorveje med åben informationstrafik.
  

Bag denne forandring virker revolutionære kræfter. O’Neill fremhæver i særskilte kapitler seks fænomener.

Følelser er viden

Især fjernsynet har skabt, hvad han kalder "videns nye anatomi". Kort kan dette fænomen anskueliggøres med henvisning til, at stadigt flere forklarer deres meninger med: ’Jeg føler at…’ – i stedet for: ’Jeg ved, at…’.

Befolkningens viden har med teknologiens hjælp sprængt barrierer skabt af geografi, analfabetisme og national suverænitet. For første gang i historien har rige og fattige, boglærde og analfabeter, byboere og bønder fået en fælles oplevelse af klodens livsmåder. Det særlige ved fjernsynet er imidlertid, at mediet anvender kommunikationsformer, som svækker mulighederne for egen, eller diverse mellemleds, bearbejdelse af indtryk. Billederne påvirker følelserne direkte.

Oplevelser, som bygger på en skriftlig tekst, opstår ved hjælp af hjernens forestillingsevne. Selv sproget bygger på en struktur, der organiserer fakta. Forskelle mellem sprog og grammatik kan i vidt omfang forklare, hvorfor to samfund kan se på det samme problem og nå til forskellige konklusioner. Men gennem fjernsynets linser får seerne en fælles global oplevelse af, at de selv har været øjenvidner.

Og det har de selvfølgelig ikke været. Mediets udvælgelse af indtryk er styret af en række hensyn; det "omdanner myter til virkelighed og virkelighed til myter" med utrolig hast til et globalt publikum. Videns stabilitet bliver rystet: "Tankens råmaterialer bliver mere og mere flygtige, når indtrykkene kun flimrer et kort øjeblik på bevidsthedens skærm og derefter går fortabt i nye indtryk. Evnen til fokusering, koncentration, klarhed og rationel overvejelse beskadiges eller går helt tabt. Presset på værdier og tro går tabt".

Konstant politisk pres

O’Neill fortsætter med en beskrivelse af nye "massesamfunds globale udbredelse". Kommunikationsmidlerne skaber forbindelser mellem mennesker, som går på tværs af f.eks. nationale grænser. Disse forbindelser er en af årsagerne til, at "verdensopinionen" er blevet en magtfuld faktor i international politik.

Transmissionen af nye visuelle indtryk bringer forandringens mulighed ind i samfund. Folk med samme sag bringes i kontakt. Begivenheder sammenkædes øjeblikkeligt trods enorme afstande. Kollektive følelser dannes, undersøges og offentliggøres af massemedierne, så "opinionen" udgør et konstant politisk pres.

Iscenesættelse afgør magt

Informationsalderen har således ændret vilkårene for statsmænd. De kan ikke længere blot give ordrer eller styre ved eliters hjælp; de må lytte og overbevise, eller i det mindste ’lade som om’. Iscenesættelsen af ledernes offentlige fremtræden afgør deres magt.

O’Neill anvender Gorbatjovs skæbne til illustration af iscenesættelsens betydning. I Vest var den sovjetiske leder en stjerne. I sit eget land opnåede han aldrig stor popularitet. Forskellen kan delvist forklares med, at nyhedsmedierne i Vest skar hans udtalelser til, så seerne fik korte og klare sound bites. Han virkede frisk og interessant. I sit eget land misbrugte Gorbatjov sin adgang til medierne, så seerne fik leveret timelange belærende monologer, i øvrigt på klodset russisk.

Fordi fjernsynet er den afgørende politiske arena, bliver politikeres mål ikke at løse problemer men at skabe indtryk. Politiske emner bliver konflikter mellem personer, fordi ideer ikke kan fotograferes. Selve regeringskunsten bliver reaktiv, fordi ’lederne’ må handle, når nyhedsudsendelserne har præsenteret ’kriser’. Der er ikke overskud til en indsats, som kommer kriser i forkøbet.

Resultatet er, hvad O’Neill kalder "den nye verdensuorden". Hovedtrækkene ved den udgøres af de ovenfor anførte punkter.

Et offer

The Roar of the Crowd er meget godt skrevet – så godt, at mange vigtige pointer flyder sammen i en strøm og dermed udviskes. Han er, ironisk nok, blevet offer for netop fjernsynets fortællende stil, som skal skabe et indtryk, men, når ordene ses på tryk, ligner en ophobning af løse påstande. Det kan kaldes ærgerligt, fordi hans argumenter bygger på solid forskning. Men det kan også kaldes godt, at han har lavet et værk, som leverer en velformuleret oversigt.

O’Neill skuffer desværre i sidste kapitel ("Ingen tid til visdom"), hvor forbedring af journalisters virksomhed diskuteres. Vor tids største udfordring er, skriver han, "at søge efter truslerne, som lurer i dagens begivenheder, i håb om at forhindre i det mindste nogle af morgendagens katastrofer".

Journalister skal finde frem til de "spændinger, stemninger og tendenser under samfundets overflade", som udgør disse katastrofers spirer. Han konstaterer, at hvis det er målestokken for god journalistik, så står vor tids nyhedsmedier til dumpekarakter.

Opfordringen er velkommen, men O’Neill kommer ikke videre end appellen. Selv aviser med de bedste hensigter i den anviste retning dumper konstant. En mediekritikers største udfordring bør være udvikling af retningslinjer for, hvordan forebyggende journalistik kan indføres.

Michael J. O’Neill: The Roar of the Crowd. How Television and People Power Are Changing the World. 228 sider, 21 US dollar. Times Books, New York

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.