www.dragsdahl.dk                                 Hjem

Trykt i Information 26. juli 1990

 

Fredsaktivister vil sikre græsrødder indflydelse i et helt nyt Europa

Regeringerne skal ikke alene skabe fremtidens Europa, er det fælles budskab fra sommerens fredspolitiske græsrodstræf, som onsdag blev videreført på Bornholm. Forinden mødtes fredsbevægelsens veteraner i Helsinki og Tallinn til debat af strategi og opgaver.

Af  JØRGEN DRAGSDAHL
Informations udsendte medarbejder

TALLINN i juli – Mens hundreder af fredsaktivister fra hele Europa i begyndelsen af juli nød overfarten med båd fra Helsinki til Estlands hovedstad rullede 28 pansrede kampvogne ind i den lille estiske by Tori.

Aktivisterne var på vej til anden halvdel af det årlige konvent i det løse samarbejde, som bygger på den såkaldte END-erklæring fra 1980, der gjorde et atom- og blokfrit Europa til målsætningen. Kampvognene skulle, uden godkendelse fra Estlands regering, stoppe et møde mellem estiske veteraner fra Den Anden Verdenskrig.

Da konventet blev planlagt, var det tanken, at man med dets afvikling først i Helsinki og derefter Tallinn ville gennembryde jerntæppet. Nu var det forsvundet, men i stedet for rejste man ind i en verden med nye udfordringer, som de færreste var beredte på.

Magtdemonstration

Den sovjetiske hærs magtdemonstration skabte lidt nervøsitet, men ellers prægede episoden ikke aktivisternes møde.

En ledende estisk politiker, socialdemokraten Marju Lauristin, forklarede, at til mødet i Tori var de, "som i deres hjerter havde kæmpet for Estland men i forskellige hære", blevet inviteret. I praksis betød det, at folk, som havde kæmpet på tysk side, nu blev inddraget i bestræbelserne for national forsoning og vækkelse. Hun så i indsættelsen af tanks og faldskærmstropper en illustration af, at "militariseringen er i vore samfund noget konkret".

Russiske nationalister havde kaldt mødet fascistisk, og denne fordømmelse blev gentaget af flere sovjetiske medier, hvorefter hæren handlede effektivt: mødet blev aflyst. Lokale journalister kunne detaljeret redegøre for, at beskyldningerne var rent opspind. Afmægtige lyttede de til, mens Moskvas medier rapporterede, at fordømmelsen af mødet også fandt genklang i et Vesteuropa, hvor man ser med mistro på de "nationalistiske" strømninger i de baltiske republikker.

Først i konventets afsluttende tale gjorde den franske aktivist Sylvia Mantrant brugen af militær magt til en sag for alle: "Vi burde have følt os krænkede, men vi reagerede ikke, selv om vi burde have protesteret med brug af hele vor erfaring". Og så bad hun konventets deltagere aflevere deres resterende rubler, som "I alligevel ikke kan få vekslet", så Tori kunne få et bidrag til reparation af de veje, som kampvognene havde ødelagt. Papkasserne ved udgangene blev fyldt med de små, temmelig ubrugelige sedler.

Udfordringen

Affæren var meget symbolsk for det niende konvent i den bevægelse, som først mødtes i Bruxelles for lige så mange år siden. Endelig kan aktivister fra fredspolitisk engagerede græsrodsbevægelser, partier, fagforeninger og kirkegrupper i hele Europa frit mødes, men deltagernes baggrund fra Øst og Vest er fundamentalt forskellig.

Efter mere end fire årtiers kold krig oplever vesteuropæerne nu en verden, hvor den militære trussel mod dem er blevet drastisk mindre. Vil de give mere end en skærv af deres overflod til dem, som står midt i en afgørende kamp for demokrati og afmilitarisering? Vil de være med, når denne kamp optræder i usædvanlig form?

Svær omstilling

Hvis vesteuropæerne rejste hjem med en større forståelse af denne kamp, blev konventet et stort skridt fremad i udviklingen af en ægte pan-europæisk fredsbevægelse. Men mange fra Østeuropa tog fra Tallinn med en følelse af, at vesteuropæerne ikke magter omstilling til den nye tids udfordringer.

Hvis denne opfattelse er korrekt, så er det et problem, som har betydning langt udenfor "fredsaktivisternes" indskrumpede rækker. De afspejler holdningen i en meget bredt favnende opinion, og de repræsenterer i vid udstrækning befolkningernes deltagelse i skabelsen af et nyt Europa – det civile samfund i modsætning til regeringernes indbyrdes spil på det mellemstatslige plan.

Markedsplads

Som sædvanligt stod deltagerne med et vidtspændende program, som levede op til begrebet "politisk markedsplads". Som konventets hovedemne havde man en vurdering af fredsbevægelsens mål, fremvæksten af et nyt Europa, militarismen i samfundene samt den nationale vækkelse. Arbejdsgrupper beskæftigede sig med f.eks. situationen i Rumænien, sikkerhed hinsides atom-afskrækkelsen, fredszoner, Øst-Vest kvinders bidrag til det fælles europæiske hus, telekommunikation for fred, militærnægtelse, Østersølandenes fælles fremtid, minoriteters rettigheder, økologi, racisme, fred i Mellemamerika.

Den samlende vision blev formentlig formuleret af italieneren Rafaelle Bolini, som sagde, at opgaven for aktivisterne er "skabelse af et nyt Europa, som bygger på ikke blot frihed og demokrati for os selv men for alle i verden". Hollænderen Wim Bartels skar igennem en debat af, hvilke enkelt-sager, man skal lægge størst vægt på, med: "Fredsbevægelsen er den bevægelse, som skal sørge for, at sociale konflikter foregår ikke-voldeligt, og at samfundene afmilitariseres".

Fælles forum

END-samarbejdet var oprindelig en nyskabelse i fresbevægelsen, fordi det udviklede nære forbindelser til systemkritiske kredse i Øst.

Det er, sagde Rafaelle Bolini, "vor styrke i dag", at disse folk efter det seneste års omvæltninger kan deltage i konventerne. "Vi opbyggede forbindelser, solidaritet og endda fælles aktiviteter i en meget svær periode; nu kan vi sidde sammen, diskutere og arbejde sammen", sagde hun, men fortsatte også: "Vi kan imidlertid ikke skjule, at vi kommer fra årtiers kulturel og politisk deling af vore samfund. Den første opgave er formentlig at finde frem til en virkelig fælles måde at kommunikere indbyrdes på".

Ros fra Øst

END-bevægelsen fik ros fra det tidligere Øst for sin indsats.

En udsending fra det tjekkoslovakiske Borgerforum, Jan Chudomel, takkede i en indledende tale "alle, som var modige nok" til at støtte frihedskampen.

Sonja Licht fra en gruppe i Jugoslavien sagde, at det godt nok "næsten er umuligt" at beskrive præcist, hvordan fredsbevægelserne påvirkede omvæltningerne: "Men selve begreberne demokratisk fred og afspænding nedefra blev en uomgængelig del af tænkningen efter Den Kolde Krig, og det ville ikke være sket uden de uafhængige fredsbevægelser i Østeuropa, som dukkede op i anden halvdel af 80’erne".

Tair Tairov fra den sovjetiske koalition Borgerfred gik så langt, at han gav END æren for det klima, som gjorde nytænkningen af sikkerhedspolitikken i Moskva mulig.

Nederlagsfølelse

Men deltagerne stod også midt i et paradoks, som blev påpeget af bl.a. den ledende END-ideolog Mary Kaldor fra Storbritannien, som i dag er travlt optaget med sikkerhedspolitisk rådgivning for de nye ledere i Tjekkoslovakiet, Ungarn og DDR.

Fredsbevægelsen står med "en nederlagsfølelse, selv om der skulle være feststemning", sagde han. "Vi troede, at når vi fik afsluttet Den Kolde krig, så ville vi få dette vidunderlige nye pan-Europa uden blokke".

Som en forklaring på nederlagsfølelsen tilbød hun, at "historien omskrives lige for øjnene af os – fredsbevægelsen er ingen steder i den, og det var Vestens triumf".

Målsætningen var altid for bevægelsen, at begge parter i Den Kolde Krig skulle forandre sig. Nu så hun en "meget deprimerende" fremtidig udvikling, hvis folkelige bevægelser ikke presser på med alternativer:

  • NATO vil blive styrker og udvidet

  • Oder-Neisse grænsen vil danne et nyt økonomisk skel.

  • Vesten bliver fremskudt til Sovjets grænser, hvor der opstår et nyt militært skel.

  • Vesteuropa bliver en indadvendt, forbrugerblok.

Afmægtige venner

Det er mange af fredsbevægelsens venner, som er kommet til magten i de tidligere diktaturer, men det er ikke ensbetydende med, at de kan virkeliggøre idealerne.

"De nye regeringer i Østeuropa har meget lille bevægelsesfrihed", sagde Mary Kaldor. "De må være vestligt orienterede og derfor ny-liberale. Opgaven for os er ikke kritik af dem, men at vi spørger os selv, hvorfor vi ikke kan lægge pres på vore egne regeringer. Hvor i Vest er den stærke moralske kraft?".

Fire hovedspor

Debatten i løbet af konventets fem dage kan opsummeres i fire hovedspor for bevægelsens fremtidige opgaver, som blev præsenteret på førstedagen.

Våben og alliancer er stadig hovedproblemer: De militære alliancer består, selv om de nu er forældede, argumenterede Cay Sevon fra den finske fredsbevægelse. I flere lande fortsætter storindkøb af våben, og opfindsomme hoveder peger på nye kold krigs trusler, sagde hun. Det er regeringerne, som spiller ud med forslag, mens fredsbevægelserne ikke gør sig gældende. Der er store økonomiske problemer, som kun kan løses gennem nedrustning.

Også END-bevægelsens ideologiske grundlægger, den britiske historiker E.P. Thompson, argumenterede for, at kun halvdelen af fredsaktivisternes dagsorden er blevet gennemført. Tilbage står atom-afrustning samt opløsning af alliancerne.

Indre fred

Demokratiske reformer indenlands skal sikre fred: Den sovjetiske digter Andrei Dementiev fandt den store aktuelle udfordring i ny-tænkning af begrebet ’sikkerhed’.

"Er truslen ydre eller indre?", spurgte han retorisk. "For en sovjetisk fredsaktivist er truslen indre. Derfor er det ikke nok, at man er imod militæret; man bør også være for fred i samfundet. Den internationale spænding smuldrer, men den indre spænding er tiltagende. Vi har brudt med det ydre fjendebillede, men vi genskaber et hjemme, som måske er endnu farligere. Freden bør starte i vore hjerter, hjemme. Når den er stabil, så kan vi også løse problemerne, som vi her diskuterer".

Nedrustning, udvikling, menneskerettigheder og økologi hænger sammen: Fredsbevægelserne skal samordne disse emner i udvikling af et alternativ for industrisamfundene, argumenterede Bea Stolte fra det grønne venstre i Holland. Man skal arbejde for en positiv fred, så Den Tredje Verden får del i Vestens velstand.

Bevægelserne savner fælles organisatorisk slagkraft: I årevis pressede bevægelserne på en lukket dør, men pludselig blev den åbnet, og "vi tumlede ind i en situation, som vi ikke ved, hvordan vi skal håndtere", sagde John Lambert fra Belgien. Bevægelserne i de enkelte lande arbejder ud fra rammer, som er bestemt af nationale institutioner, men nu er en "europæisk stat på vej", fortsatte han. Det er tilmed "den forkerte europæiske stat", som bygger på blot EF’s medlemmer. Derfor skal bevægelserne finde faste samarbejdsformer, så man kan "erobre den europæiske dimension for det civile samfund".

Lamberts Europa omfatter hverken USA eller Sovjetunionen. "Vi ønsker ikke amerikanerne i et fælles europæisk hus, for det betyder dominans. Lad os diskutere Sovjetunionens problemer og udvikling en masse, men de må selv løse deres problemer".

To problemer prægede debatten af samtlige emner: voksende national selvbevidsthed (af nogle benævnt nationalisme) og risikoen for tilbageslag i Sovjet.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.


www.dragsdahl.dk