Trykt i Glasnost nr. 1, december 1989
Opgøret med rød militarisme skaber nye udfordringer
Af JØRGEN DRAGSDAHL
USA's militær er underlagt omfattende demokratisk kontrol. I forbindelse med den årlige behandling af Pentagons budget offentliggøres en stak rapporter, som er mere end mandshøj. Pressen kan regelmæssigt afsløre militære hemmeligheder uden, at domstolene griber ind.
Alligevel udgør USA's væbnede styrker en trussel imod både omverdenen og landets eget demokrati.
Begejstring over ”glasnost” i forbindelse med Sovjetunionens militær kan bevare jordforbindelsen, hvis man husker på det amerikanske eksempel. Selv om de kritiske redskaber, som er udviklet til kontrol med de vestlige demokratiers militær, kan tages i brug mod den sovjetiske militærmaskine, udgør den stadig en trussel. Faktisk bør erkendelse af et fundamentalt modsætningsforhold mellem demokrati og militær være grundlæggende for effektiv styring af militarismens kræfter.
Militarisme forudsætningen
Sovjetisk sikkerhedspolitisk nytænkning har fremhævet, at ”fornuftig tilstrækkelighed” skal være det vejledende princip for omlægning af de væbnede styrker. Begrebets betydning ses bedst, hvis man skelner mellem militarisme og den militære måde.
Historikeren Alfred Vagt indfører dette skel i sit klassiske værk ”History of Militarism”. Militarisme udgør, skriver han, ”et enormt opbud af traditioner, interesser, prestige, handlinger og tanker, som er tilknyttet hære og krige, og dog går videre end rent militære formål”. Militarisme præges af ”kaste og kult, autoritet og tro”. Den militære måde er derimod kendetegnet ved, at ”den lægger hovedvægten på, at mandskab og udrustning skal være midler til opnåelse af konkrete magtmål med størst mulig effektivitet – det vil sige mindst mulige omkostninger i form af blod og værdier”. Den militære måde ”er begrænset i omfang, holder sig til en funktion og er videnskabelig i sine inderste kvaliteter”.
Vagt ser på de tyske og franske hære i tiden op til Den første Verdenskrig, hvor militarisme tog overhånd og førte nationerne i krig mod deres vilje. Militarisme skaber uhyrer, som kan rive sig løs med katastrofale følger. Sovjetisk nytænknings forudsætning er, at militarisme har tilsidesat ”den militære måde” i Sovjets militære styrker og dens målsætning er genoprettelse af militær fornuft.
Militarismen medførte spild af ressourcer. Den skabte bekymring i omverdenen. Og den støttede sig til en ideologi, som virkede aggressiv. Nytænkningens løfte er et brud med dette.
Forbedret klima
Resultaterne er allerede bemærkelsesværdige. I det amerikanske forsvarsministeriums årlige rapport, ”Soviet Military Power”, konstateres i udgaven for september 1989, at ”i dag er sandsynligheden for konflikt mellem USA og Sovjetunionen nok den laveste på noget tidspunkt i efterkrigstiden. Der er ikke længere tvivl om, at betydningsfulde og i nogle henseender dramatiske ændringer sker i USSR”. I den årlige rapport fra det internationale strategiske institut IISS i London fremhæves, at når nedskæring og omlægning af de sovjetiske styrker i Europa er gennemført fra 1991, da vil et overraskelsesangreb på Vest ikke længere være muligt.
Samtidig har sovjetiske udspil i forbindelse med nedrustningsforhandlinger gjort resultater i nær fremtid mulig. Kernen i dem er, at politiske hensyn har overvundet den militaristiske arv. De har lagt voldsomt pres på NATO, hvor militaristiske tendenser heller ikke er ukendte. Hvis Vest ”ikke kan svare kreativt på den udfordring, så vil man tilbringe de næste to år i skyggen af Gorbatjovs godgørenhed og med en kritisk offentlig opinion”, erklærer Jack Mendelsohn, vicedirektøren ved den amerikanske sammenslutning af eksperter i rustningskontrol, The Arms Control Association. En af USA's førende specialister i forhandlinger om konventionel nedrustning i Europa, Stanley Sloan, rapporterer, at ”mange allierede embedsmænd mener, at det kan blive sværere at nå til intern enighed i NATO om en nedskæringsaftale, end at nå til nødvendige kompromisser med Øst”.
Mange spørgsmål trænger sig på, når man skal vurdere den militære omstilling i Sovjetunionen. Hvor langt fremme er ændringerne? I hvilket omfang er en tilbagevenden mulig? Hvilken betydning har de for sovjetisk militær magts fremtid?
Usikkerhed
Usikkerhed er det mest fremherskende træk ved vestlige vurderinger af mulige svar.
Karakteristisk er førnævnte 160 siders rapport fra Pentagon, ”Soviet Military Power”. Engang var den et temmelig strømlinet propagandistisk værk. Nu præges den af modsat rettede oplysninger. Under Gorbatjov er moderniseringen af det sovjetiske militær blevet fortsat, konstaterer man, så dets offensive muligheder er blevet ”kvalitativt styrkede”. Men samtidig omtales tendenser, som tyder på en udvikling i defensiv retning.
Den sovjetiske debat giver større mulighed for indsigt i militære overvejelser. Men samtidig er der ”mere plads til uvished angående sovjetiske målsætninger”, end da sovjetiske erklæringer var entydige, konstaterer rapporten. I en anden rapport skriver den amerikanske professor Condoleezza Rice, at i den livlige diskussion i sovjetiske medier ”er det næsten umuligt at skelne debat fra faktisk politik”.
Vurdering kan også være vanskelig, fordi øjnene, som ser, opfatter forskelligt. USA's ambassadør i Moskva fra 1981 til 1987 Arthur Hartman har fat på et nyt problem i den forbindelse, når han i en tale for nylig omtalte den ”paranoia”, som i nogen tid har eksisteret i USA. ”Vort problem er, at vi ikke har nok selvtillid”, sagde han.
En fremherskende holdning i vestlige militære kredse er, at erklærede hensigter kan ændres hurtigt, og at planlægningen derfor bør gå ud fra modpartens faktiske militære muligheder. Det vil ”først og fremmest være en katastrofal fejltagelse at forsømme vort forsvar netop på et tidspunkt med vidtgående historiske forandringer, og dermed rive den mur ned, som beskytter os imod forsøg på løsning af problemer med magt”, erklærede NATOs generalsekretær Manfred Wörner i februar i en typisk udtalelse. ”Vi kan ikke overlade vor sikkerhed til en person alene eller til hensigter, begge kan udskiftes natten over. Det, som tæller, er den anden parts potentiale. Det er, hvad der må vejlede vore forsvarsbestræbelser”.
Betydningen af ændringerne i Sovjetunionen kan vurderes ud fra, hvad man i Vest tillægger vægt. Faktisk er det også en målestok, som ligger centralt i nytænkningen, hvor man har fremhævet, at modpartens bekymringer, både indbildte og reelle, skal imødekommes.
Demokrati
I vestlig sikkerhedspolitisk tankegang støder man hyppigt på den opfattelse, at demokratiske lande ikke udgør en militær trussel. Hvis man har fælles politiske værdier, anses militær magtanvendelse for udelukket.
Derfor kan man i ”Soviet Military Power” støder på denne sætning: ”Et virkeligt demokratisk Sovjetunionen vil stærkt øge den tillid, som andre lande kan have i forbindelse med den militærpolitik, men denne situation er, mildt sagt, ikke en nært forestående tilstand”. Også i Wörners udtalelser er denne opfattelse hyppigt tilbagevendende.
Åbenhed er en tillidsskabende faktor. Når militære beslutninger tages stærkt centraliseret, og de ikke kan påvirkes gennem demokratisk debat, er risikoen for katastrofale afgørelser ud fra et mangelfyldt oplysningsgrundlag stort. Det lukkede system skaber desuden grundlag for, at omverdenen kan bygge sin politik på det værst tænkelige, fordi man vil forsikre sig. Det er også en tilstand, som giver propagandister gode muligheder, fordi påstande ofte vanskeligt kan modbevises.
Trods større åbenhed omkring det sovjetiske militær er det fortsat netop ”Soviet Military Power”, som udgør den mest aktuelle og omfattende beskrivelse af udviklingen i Sovjetunionens væbnede styrker. Trods offentliggørelse af nye tal for størrelsen af militærbudgettet, er der endnu langt til de informationer, som er kendt fra de vestlige demokratiers behandling af f.eks. deres planer for anskaffelse af nye våben.
Kritisk modspil
Som led i åbenheden er betydningen af en kritisk presse og et velinformeret parlament afgørende, fordi det militære bureaukrati får et modspil. Problemerne i denne forbindelse kendes fra vestlige lande, som med henvisning til ”den nationale sikkerhed” i forskelligt omfang forhindrer indsigt. I foromtalen af en sovjetisk presselov oplyses, at den indeholder et forbud mod offentliggørelse af ”statslige hemmeligheder”.
Emnet er vanskeligt, fordi alle lande har hemmeligheder, som nødigt skal slippe ud. Men samtidigt har hensynet til ”den nationale sikkerhed” været et godt skjul for magtbegær, korruption og uduelighed. Mere afgørende end konkrete love og deres forbud er formentlig holdningen i samfundet til afsløring af hemmeligheder. Derfor bør angreb på den kritiske presse i debatten altid vække uro. Og udvidelse af de sovjetiske samt udenlandske mediers virksomhed er en af den nye tids store udfordringer. Med til større åbenhed hører også udbredelse af informationsmateriale fra Vest.
Økonomiske reformer
Sovjetunionens økonomiske system har givet opfyldelse af militære behov forrang. Det har stærkt skadet opfyldelse af civile behov. Selv i Gorbatjov-periodens første fire år voksede de militære udgifter, ifølge amerikanske vurderinger, med 3 procent årligt, mens USA's budget faldt med tilsammen 11,2 procent i samme periode. Denne vækst har ledelsen nu sat i bakgear med nedskæringer, og hvis det gennemføres, så man udefra kan kontrollere det, vil det stærkt påvirke omverdenens vurdering af truslen. Det vil samtidig øge det civile pres i Vest mod egne militære udgifter.
Men økonomiske reformer er ikke i sig selv en garanti for et mindre truende militær. I ”Soviet Military Power” fremhæves, at ”økonomisk genoplivning uden en tilsvarende vækst for demokratiske institutioner og adfærdsmønstre kan frembringe det økonomiske og teknologiske grundlag for en mere formidabel sovjetisk militær trussel end den nuværende”.
Sovjets tilbagestående økonomiske grundlag har skabt problemer for militærets deltagelse i den højteknologiske revolution, som præger vestlig oprustning. Samtidig har dårlige sovjetiske våben og generelt lav professionel standard i de væbnede styrker været en væsentlig årsag til, at man i Vest ofte ikke tog den trussel, som fremgik af ren statistik over modpartens omfang, helt så alvorligt. Hvis militæret bliver professionelt, og hvis det får bedre våben, kan det selv efter en kraftig nedskæring udgøre en større trussel end i dag. Det samme gælder selvsagt for vestlige styrker..
Omstrukturering
Derfor er selve indholdet i omstruktureringen i Warszawa-pagten af betydning. Under en bemærkelsesværdig debat i begyndelsen af oktober med en sovjetisk general på et møde i NATO-parlamentarikernes forsamling, North Atlantic Assembly, fremhævede NATOs øverstkommanderende i Europa, general Galvin, nogle krav. Sovjet skal fjerne de fremskudte styrker i Østeuropa, som er velegnede til lynangreb. Deres fremskudte depoter skal afskaffes. Produktionen af konventionelle våben skal sættes ned. Der skal indføres strenge kontrolforanstaltninger efter en aftale.
Kravene er tilsyneladende allerede ved at blive imødekommet. Men hvis de rent defensive hensigter i både NATOs og Warszawa-pagtens styrker skal være åbenbare, skal omlægningen være meget vidtgående. Et problem ved indførelse af ”defensivt forsvar” er, at militæret i Øst og Vest vil bevare offensive styrker, som kan generobre tabt område. Hvordan kan man sikre, at sådanne styrker ikke kan indsættes mere offensivt i erobring af modpartens område? Dette er en af udfordringerne, som endnu ikke er tilfredsstillende besvaret i Øst eller Vest. Sovjetunionen kan muligvis finde en løsning.
Og dermed sætte et endelig punktum for den kolde krigs militære opmarch.
Artiklen blev offentliggjort i første udgave af magasinet Glasnost, der blev udgivet af det sovjetiske pressebureau APN i Danmark. Udgivelsen er sket cirka 1. december 1989.
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.