www.dragsdahl.dk                                 Hjem

Trykt i Information 21. december 1982

 

 

Aldrig mere en 9. april – løfte med ny værdi i dag

 

Nedskæringer på Forsvarets budgetter og accept af voksende fattigdom udspringer af den samme holdning

 

 

Af JØRGEN DRAGSDAHL

KNUD VILBY er blevet så deprimeret over en leder [i], jeg har skrevet, at han i lørdags begik en hel kronik derom. Underligt nok er jeg ikke uenig i Vilbys principielle argumentation, men salven ramte lidt forbi. Derfor følgende.

Nedskæringerne på forsvarsbudgettet, den letfærdige behandling af forsvarsforliget sidste år og den tilsyneladende accept af de sociale nedskæringer er tegn på, at det danske samfund er i en krise, som primært er af politisk og moralsk natur.

Siden Anden Verdenskrig har dansk sikkerhedspolitik bygget på en holdning, der kort er blevet opsummeret i slagordet: Aldrig mere en 9. april! Selv har jeg ikke oplevet ydmygelsen i 1940, men fra min familie og gennem læsning er det trængt ind, at besættelsen ikke blot var et produkt af det militære beredskabs lave niveau, fordi man i trediverne ikke gav forsvaret tilstrækkelige bevillinger. Historikeren Erik Kjersgaard har ganske fremragende beskrevet dansk sikkerhedspolitik i trediverne med sine ord om, at Danmark var en kanin, der trykkede sig.

Vi lod os allerede besætte åndeligt, da store dele af nationen opgav den politiske kamp mod nazismen. Den voksende fare blev ignoreret. Ønsketænkning og magtesløshed greb om sig. Bagefter kæmpede ikke mindst Information for, at danskerne skulle erkende deres medansvar for verdens gang. Det er denne holdning, jeg ser afspejlet i slagordet. Men det blev efterhånden kun brugt af de kredse, som så et lighedstegn mellem NATOs interesser og den danske nations.

I dag er slagordet gjort latterligt – og med god grund, fordi det nu står for manglende omtanke, blind videreførelse af en svunden tids problemstillinger. Truslen imod Danmarks sikkerhed stammer ikke fra et nærliggende land, hvis oprustning kan besvares militært og ved at klamre sig til en alliance.

DER ER talrige trusler imod Danmarks sikkerhed i dag. Magtblokkenes våbenkapløb er én. De globale ressourceproblemer udgør et meget påtrængende sæt af trusler. Arbejdsløshed og voksende fattigdom er nogle af de alvorligste indenlandske.

Alle disse problemer kan løses, men en nødvendig forudsætning er, at danskerne gør sig klart, hvorfor vi har givet landet dets nuværende udseende. Med andre ord: hvad står vi egentlig for? Er der nogle værdier bag medlemskabet af NATO, bag Forsvarets beredskab, bag det sociale sikringsnet?

Det er spørgsmål, som jeg meget sjældent ser besvaret. Jeg ser endog mange tegn på, at vi ikke længere er sikre på svarene. Et eksempel er medlemskabet af NATO. Størstedelen af politikerne bag fortsat deltagelse i alliancen opfører sig på kaninens vis. De er nok opmærksomme på, at der er en voksende krigstrussel, men alt for mange diskussioner af konkrete initiativer fra NATO støder på grund, fordi de finder selve medlemskabet af altoverskyggende betydning. De trykker sig i det vante leje. Men de er ansvarsløse, fordi de ikke vil leve op til det ansvar, som deltagelse i en demokratisk alliancen burde pålægge dem. Nemlig overvejelse af vore interesser. Som derefter følges op med f.eks. kritik – eller helhjertet støtte. Det er min opfattelse, at vi gik ind i NATO, fordi vi ville have et medansvar for, samt indflydelse på, storpolitikken. Det er måske naivt, at jeg tror det. Måske søgte kaninen blot et bur, som kunne beskytte den imod verdens farer, medens den trygt spiste sig fed.

Det er i hvert fald indtrykket, man få i dag af deltagelsen i NATO. Og forsvarsforliget sidste år, samt de seneste nedskæringer, styrker indtrykket af, at vi nu er blevet til en kanin, selvom meningen med dansk medlemskab ikke oprindelig var netop det.

DET ER UANSVARLIGT, når man med munden erklærer NATO sin helhjertede støtte og plaprer indholdet af det seneste kommunique af sig i Folketinget – og så samtidig ikke lever op til medansvaret i gerning. Hvornår har Danmark erklæret, at vi ikke deler NATOs analyser af truslens art og nødvendigheden af modforanstaltninger? Det har vi ikke. Vi har tværtimod udgivet NATOs skrækpropaganda på dansk og tilsluttet os de sluterklæringer efter alliancens møder, som opfordrer til øget oprustning.

Jeg forstår udmærket, at man i andre hovedstæder bliver sure på de danskere. Sandheden er jo, at vi i dag lader fattige i USA betale for det fælles forsvar, som vi gerne vil nyde godt af, men som vi relativt betaler stadigt mindre til. I de danske nedskæringer ligger der skjulte signaler, som jeg fremhævede i min leder. Nedskæringerne kan være udtryk for, at vi ikke deler frygten for sovjetisk oprustning, at vi har forladt den militære sikkerhedspolitiske tankegang og at vi anser befolkningens velfærd for den vigtigste sikkerhedspolitiske investering. Men hvorfor siger vi det så ikke åbent? Nu er indtrykket blot, at vi vil køre på fribillet.

Jeg synes også, at det danske militær bliver svigtet. Forsvarsforligets partier og sikkert også et stort flertal i befolkningen ønsker, at disse soldater skal kæmpe, hvis det bliver nødvendigt. De skal faktisk risikere deres liv, og mange af dem ser nok, at denne risiko er voksende. Det er meget forståeligt, hvis de bliver bitre, når man skærer ned på de muligheder, som Forsvaret har for løsning af sine opgaver.

MÅSKE ER OPGAVEN stillet forkert. Det tror jeg selv. Nogle milliarder fra eller til vil ikke stille Forsvaret væsentligt bedre. Men pointen er, at opgaven endnu ikke er blevet ændret, og at vi endnu ikke har fået en seriøs debat af alternative muligheder for, at et militært forsvar af Danmark kan gengives et meningsfyldt indhold.

Når man blot skærer væk i denne situation, er det udtryk for afmagt. Eller endnu værre: politiske studehandler med Danmarks sikkerhed. Folketinget vil ramme befolkningens velfærd hårdt med nedskæringer, og så skærer man også på Forsvaret, da kanoner og uniformer nu engang er upopulære, og propagandister på venstrefløjen ikke skal kunne sige, at militæret er gået fri, medens de fattige led.

Økonomisk betyder det 320 millioner intet for statsbudgettets sundhed. Hvis de var blevet brugt til andre formål demonstrativt, så havde der ligget positive signaler i nedskæringen. De kunne være brugt til en analyse af Danmarks muligheder for udvikling af et militært forsvar i overensstemmelse med landets muligheder og nutidens trusler. De kunne være investeret i det storpolitiske forsvar af Danmark, f.eks. øget ekspertise i udenrigsministeriet, udvidelse af vore delegationer i FN, NATO og diverse forsamlinger, hvor nedrustning diskuteres. Der er igangsat en verdenskampagne for nedrustning i FNs regi, som nogle lande har givet bitte små frivillige bidrag til, men som Danmark blot vil finansiere via vort sædvanlige kontingent.

Det er penge, som kunne anvendes til u-landshjælp, der jo ifølge flere politikere har sikkerhedspolitisk betydning. Vi kunne såmænd have købt mad for millionerne og så sendt polakkerne en stor julegave. NATO mener jo, at det især er tropper fra Polen, som truer os militært, så det ville være en god investering i ødelæggelse af et Warszawapagt-lands loyalitet overfor de grumme krigsherrer i Kreml.

Ja, selv om beløbet ikke ville mærkes helt så markant, så kunne de være blevet anvendt til imødegåelse af de indenlandske trusler imod befolkningens sikkerhed og livsmod. Angrebene på den danske velfærdsstat truer "forsvarsviljen" langt mere end noget andet. Øget støtte til kulturlivet kunne også styrke følelsen af, at vi er et land, hvor borgerne har et fællesskab.

Danmark er stadig et land, som er både et politisk og militært forsvar værd. Jeg frygter, at det snart ikke længere er tilfældet. Foragten vokser i de lande, som vi kalder allierede. De ser blot ansvarsløshed her. Samtidig undergraver vi med demonstrationer af afmagt overfor nationale og internationale problemer de værdier, som samfundet er bygget på: solidaritet og selvrespekt.


 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.


www.dragsdahl.dk