Trykt i Information 24.-25. juli 1982

 

 

Pershing 2 – også en fuser

 

HVAD sker der, hvis de nye raketter, som NATO vil placere i Vesteuropa fra efteråret 1983, slet ikke virker?

 

Af  JØRGEN DRAGSDAHL

 

Det er efterhånden et ikke helt uinteressant spørgsmål. Da den første Pershing 2 raket i torsdags blev afprøvet, eksploderede den nemlig 17 sekunder efter starten. Uheldet var kun det seneste i en hel stribe, og krydsmissilerne, som skal følge Pershing 2 til Vesteuropa, er også plaget af store tekniske problemer.

Torsdagens eksperiment var blevet udsat to gange og udviklingen af raketten er nu i stærk tidsnød, fordi forsvarsminister Weinberger har lovet NATO, at den vil være klar til tiden. Man har skåret prøvernes antal ned fra 28 til 26, og raketten går i produktion, før den er færdigt afprøvet. I Kongressen siger velinformerede kilder, at ændringer muligvis må foretages, efter raketterne er blevet placeret i Europa. En anden mulighed er, at udstationeringen må vente til engang i 1984, men Reagan-administrationen frygter, at de vesteuropæiske allierede vil udnytte en forsinkelse til aflysning af hele det kontroversielle projekt.

Oprindelig troede Pentagon, at Pershing 2 ikke ville blive noget problem. Raketten har en forgænger, Pershing 1A, som længe har været i Vesteuropa, men ”moderniseringen” blev så omfattende, at Pershing 2 reelt er en helt ny rakettype. Eksempelvis er antallet af enkeltdele vokset med 35 procent siden 1978, så der nu er 12.000. Projektets pris er også vokser kolossalt. I september 1981 blev omkostningerne anslået til 1,8 milliarder dollar, men allerede i december var prisen oppe på 2,8 milliarder. Der skal placeres 108 affyringsramper i Vesteuropa, som nu får 150-200 raketter.

INDTIL torsdagens uheld, som tilsyneladende skyldes en fejl ved rakettens første trin, var det styringen af Pershing 2, som gav de største problemer.

Raketten har en rækkevidde på omkring 1.600 kilometer, og det er tanken, at bomben ombord skal ramme uhyre præcist efter den rejse. Når Pershing 2 har nået en højde på 280 kilometer slipper den sidste trin, som indeholder bomben. Styringen foregår herefter med de midler, som anvendes i andre moderne raketter, men i en højde af cirka 13 kilometer overtager et helt nyt system ansvaret. Det er kort fortalt en radar, som sammenligner, hvad den ser, med et kort over målområdet. En hurtig computer giver derefter ordrer til finner på raketstumpen, så den styres direkte i plet – afvigelse på kun 30-40 meter forventes. Denne præcision er nødvendig imod kraftigt beskyttede mål – kommandocentre, raketsiloer osv.

Problemet er bare, at systemet skal anvende kort, som har langt større nøjagtighed i detaljen, end USA muligvis kan fremstille dem. ”Billedet” til computeren, som radaren undervejs til målet sammenligner med, skal fremstilles ved hjælp af satellitfotos, fordi USA ikke har brugbare radarsatellitter. Kvaliteten af dette produkt er endnu ikke tilstrækkeligt. Desuden kan sne på jorden, løvets skiften i takt med årstiderne samt regnvejr være faktorer, som forstyrrer anlæggets beregninger.

Man har kun fem gange afprøvet systemet ombord i raketter. Det er tidligere blevet oplyst, at kun det femte forsøg var vellykket. Man ramte 25 meter fra målets øje. Nu oplyser velinformerede kilder, at der i målområdet var placeret store metalplader, som kunne hjælpe systemets radar. De kan sammenlignes med en vejledning, som en projektør giver ved nattetide i en ørkens klare luft. Og radarens bane var forinden blevet gennemfløjet af et lavtgående rekognosceringsfly, så man kunne fremstille et kort med fine detaljer.

KRYDSMISSILERNE, som skal til Vesteuropa i et antal på 464 stationeret i rør på lastbiler, har lignende problemer med deres styring, fremgår det af en række rapporter fra revisionsdepartementet GAO. Den sidste er fra 26. februar 1982.

Krydsmissilerne er en slags førerløse jetdrevne fly, som med en hastighed under lydens ”krydser” frem til målet. Missilet sporer sig frem og ændrer kurs undervejs gennem sammenligning af kort med oplysninger fra radar, højdemålere og andre instrumenter.
Igen fungerer systemet smukt i teorien, men i praksis består stor tvivl. Missilet er blevet afprøvet over et terræn, der slet ikke ligner det sovjetiske. På vej til deres mål skal missilerne overflyve lange strækninger fladt steppeland, men prøveområdet havde stærkt kuperet terræn. Når terrænet er markant, får computeren ombord klare signaler, men hvis konturerne er uden særlige kendetegn, bliver missilets hjerne forvirret.

De sovjetiske målområder er endvidere kendetegnet ved skov og stærkt snefald. Hvis styringsanlægget ombord har et billede af terrænets korrekte konturer og radaren ombord så reflekteres imod trætoppene – da farer missilet vild, oplyser en rapport fra GAO.

Det betyder i praksis, at et krydsmissil kan komme langt fra sit mål – måske kan det endog blive så forvirret undervejs, at det slet ikke når til Sovjetunionen men havner et sted undervejs. Skandinavien ligger på ruten fra Storbritannien til de vigtigste mål.

DET ER ikke så ophidsende, at et vestligt missil altså godt kan ramme lille Danmark, for når vi først er nået så langt, da kan det hele være lige meget.

Men vanskelighederne i forbindelse med de nye våbensystemer viser, at de for tiden meget omtalte teorier for kontrolleret udkæmpelse af en begrænset atomkrig er meget teoretiske.

Desuden er NATOs raketprojekt et godt eksempel på, hvordan man af politiske årsager tilsidesætter militære hensyn. En ”naturlig” udvikling af de nye våben, så de bliver mere pålidelige, har man ikke tid til. Hensynet til det demonstrative, det symbolske ved udstationering fra efteråret 1983 sættes højere end noget andet.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.